Fight og mere offensiv taktik skal redde Dølle

Døllefjelde-Musses nye træner vil længere frem på banen.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg tror fuldt og fast på, at vi redder os. Ellers havde jeg sagt nej til jobbet. Selvfølgelig bliver det svært, men den type opgaver kan jeg faktisk bedst lide.

Det siger Bjarne Jensen, som siden mandag aften har været cheftræner i Døllefjelde-Musse. I eftermiddag løber markedsholdet for første gang på banen under hans ledelse. Det sker i udekampen mod Værløse, som er et af de mange hold, der ligger i en klynge lige over nedrykningsstregen.

Ledelsen i Døllefjelde håber i sagens natur at se en effekt efter fyringen af Thomas Bundgård. Og hvis det går, som Bjarne Jensen ønsker, kommer det til at ske via en mere offensiv tilgang til spillet og en markant vindervilje.

- Jeg mener faktisk slet ikke vores hold er så dårligt endda. Vi skal bare turde spille fodbold - komme lidt længere frem på banen og tage kampen op, siger træner Bjarne Jensen:

- Vi skal arbejde benhamrende hårdt for det. Alle, der kender mig, ved, at jeg VIL vinde. Den gejst forventer jeg, at alle lægger for dagen. Jeg vil ikke have, at nogen står og gemmer sig.