Finland åbner ishockey-VM med sejr i stormøde
Finske spillere jubler, efter at Kaapo Kakko har bragt holdet foran 1-0 mod Canada. Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Finland slog Canada 3-1, da verdensmesterskaberne i ishockey fredag blev skudt i gang i Slovakiet.
To af verdens største ishockeynationer stødte ind i hinanden, da VM i Slovakiet fredag eftermiddag blev indledt i Steel Arena i byen Kosice.
Her mødte Finland og Canada hinanden i Danmarks gruppe. Det opgør slap finnerne bedst fra, da canadierne blev slået 3-1.
Senere fredag mødte USA og værterne fra Slovakiet hinanden i samme gruppe. Her tog slovakkerne en flot sejr på 4-1 foran et begejstret hjemmepublikum i Kosice.
Der var også gang i den i gruppe B fredag. Her lagde Rusland fra land med en sikker sejr på 5-2 over Norge.
I samme gruppe indledte de forsvarende verdensmestre, Sverige, sit titelforsvar fredag aften mod Tjekkiet. Svenskerne fik dog næppe den start, de havde ønsket sig. Kampen endte med et svensk nederlag på 2-5.
Finland kom i kampen mod Canada først på måltavlen, da Kaapo Kakko små syv minutter inde i første periode gjorde det til 1-0.
Det rystede dog ikke canadierne. Lidt over et minut senere var der således udlignet til 1-1 ved Jonathan Marchessault, der udnyttede en overtalsperiode til at score.
Efter en målløs anden periode skulle der kun gå lidt over to og et halvt minut af tredje og sidste, før pucken igen lå i nettet. Denne gang var det Finland, der i powerplay fik scoret. Arttu Ilomaki havde sidste stav på pucken.
Det blev også 3-1, da Kaapo Kakko i de døende sekunder scorede i et tomt mål til kampens slutresultat.
Danmark spiller sin første kamp ved VM lørdag klokken 12.15 mod Frankrig.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned