Finland nedlægger Canada i hæsblæsende VM-finale

Finalen var en intens og medrivende affære, der eksploderede i tredje periode, før den blev afgjort i overtid. Foto: Jussi Nukari/Ritzau Scanpix

I en gentagelse af de seneste to VM-finaler trak Finland på hjemmebane det længste strå mod Canada i overtid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et brag af en VM-finale i ishockey fandt søndag aften sin vinder i overtid, hvor værtsnationen Finland scorede det afgørende mål og vandt 4-3 over Canada i Tampere.

Forinden havde holdene udkæmpet en dramatisk tredje periode, hvor finnerne først var bagud og så foran med to mål, før Canada med et flot comeback sendte kampen ud i overtid.

Det er anden gang i de seneste tre verdensmesterskaber, at Finland løber med guldet.

Sakari Manninen endte med helterollen i duellen, der var en gentagelse af de seneste to VM-finaler.

Finnerne gjorde dermed Danmark kunsten efter, idet danskerne besejrede Canada i det indledende gruppespil.

Finland gik ind til kampen med visheden om, at man kunne blive det første hold, der vandt VM på hjemmebane i otte år, og måske var nervøsitet med til at tynge værterne en anelse.

I hvert fald kom canadierne bedst ud af starthullerne og tog teten med deres fysiske overtag.

Det var også Canada, der havde første periodes bedste muligheder, men det lykkedes ikke at få hul på bylden, og i stedet kom Finland bedre og bedre med.

Scoringer kom der ingen af, men det lavede Canada om på fire minutter inde i anden periode.

Buffalo Sabres-stjernen Dylan Cozens modtog pucken i fri position og sendte den afsted med så meget fart, at målmanden ikke kunne nå tilbage i position.

Finland havde flere gode muligheder for at udligne og var tæt på i powerplay, men Chris Driedger i Canadas mål fik reddet kastanjerne ud af ilden.

Den canadiske føring smittede ikke af på stemningen i Tampere, hvor lydniveauet var højt, og bølgen kørte rundt blandt publikum.

Ved indgangen til tredje periode var stillingen 1-0, men det blev der lavet godt og grundigt om på.

Hallen nåede kogepunktet, da finnerne udnyttede sit powerplay til at udligne. Mikael Granlund skabte euforien med sin scoring, og kort efter scorede han også til 2-1 med et knaldhårdt skud, mens Finland stadig var i overtal.

Det lugtede af en afgørelse, da Joel Armia med seks minutter igen øgede til 3-1, men Canada nægtede at lægge sig.

Zach Whitecloud hamrede pucken op i målhjørnet, men først efter at scoringen var kigget igennem på video, stod det endegyldigt klart, at den talte.

Nu lugtede Canada for alvor blod, og uden en målmand i egen ende lykkedes det endnu en gang nordamerikanerne at score.

Det ellers så feststemte hjemmepublikum blev mere tavst, mens sekunderne tikkede ned, og overtiden blev en realitet.

En canadisk udvisning i overtiden gav finnerne gode arbejdsbetingelser, og det blev udnyttet prompte til stor jubel blandt de ellevilde finske fans.

Kampen om bronzemedaljer blev spillet tidligere søndag. Her vandt Tjekkiet 8-4 over USA efter en særdeles ensidig tredje periode, der endte 6-1 i tjekkisk favør.

/ritzau/