Flemming Østergaard stopper inden fire år

Flemming Østergaard - en af dansk fodbolds mest markante skikkelser - stopper som bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment inden for fire år. Det oplyser selskabet i forbindelse med offentliggørelsen af et forventet underskud i 2009 på cirka en kvart milliard kroner og ønsket om en emission på 500 millioner kroner næste år.

- Hovedaktionærerne har i forbindelse med tilsagnet i relation til emissionen ønsket, at Flemming Østergaard fortsætter som formand for bestyrelsen. I den sammenhæng har Flemming Østergaard (66) meddelt bestyrelsen, at han senest stopper som formand for bestyrelsen i det år, han fylder 70 år, lyder det i pressemeddelelsen.

Flemming Østergaard har været engageret i FC København - senere Parken Sport & Entertainment - siden 1996, først som direktør siden som formand, og har dermed en væsentlig andel i klubbens dominerende position i dansk fodbold.

/ritzau/

Flemming Østergaard stopper som bestyrelsesformand i Parken inden for fire år, oplyser han i forbindelse med offentliggørelsen af gigantunderskud.

Offentliggjort Sidst opdateret