Fodboldkvinder møder Schweiz og Holland i VM-testkampe
Angriberen Signe Bruun og resten af landsholdet skal spille to testkampe i november. Her ses Danmark i aktion mod Australien tirsdag aften. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
De danske fodboldkvinder tester formen i to testkampe mod Holland og Schweiz i november.
Det bliver på papiret hård modstand, der venter de danske fodboldkvinder i to testkampe i november.
Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser onsdag, at Danmark skal møde Schweiz og Holland på udebane.
Kampen mod Schweiz spilles 11. november, og fire dage senere gæster danskerne Holland.
Dermed kommer Danmark til at møde to modstandere, der er kvalificeret til VM. Danskerne er også klar til VM, der spilles næste sommer i Australien.
Især Holland har vist sig at være en særdeles vanskelig modstander for Danmark.
Det var Holland, der spændte ben for Danmark i to VM-playoffkampe i 2018. Dengang vandt hollænderne med 2-1 og 2-0 - altså samlet 4-1 over de to kampe.
Senere kvalificerede Holland sig til VM i 2019 og endte med at gå hele vejen til finalen, hvor det blev til nederlag til USA.
Det var også Holland, der stod i vejen for Danmark ved EM i 2017. I EM-finalen tabte Danmark med cifrene 2-4 til Holland efter mål af Nadia Nadim og Pernille Harder.
Danmark spillede tirsdag aften en testkamp mod Australien, og her vandt VM-værten med 3-1 i Viborg.
Der er endnu ikke trukket lod til VM-slutrunden i Australien. Det sker 22. oktober.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned