Før møde med bundhold: - Der er ingen lette kampe i Kvindeligaen
Aimée Von Pereira skal afvise Ringkøbing-skytterne i forsvaret, når NFH i aften spiller på hjemmebane. Foto: Ole Nielsen
Ole Nielsen
Kvindeligaens bundhold fra Ringkøbing kommer til Nykøbing i aften.
Der er igen kommet ro på bagsmækken hos NFH, der med en sejr sidste onsdag i Kvindeligaen mod København og et point på udebane mod norske Storhamar i Champions League i søndags, er kommet på ret køl igen, efter hjemmebanenederlag til Silkeborg-Voel for to uger siden.
Et nederlag der sendte chokbølger igennem de fleste, der følger de gulblusede, og på de nok så berømte vandrør kunne man allerede høre de første utilfredse ryster rettet mod træner Jakob Larsen, der sammen med en del spillere skal forlade klubben efter denne sæson, og dermed har tankerne andre steder, påstod kritikkerne.
Men intet kan være mere forkert, end at tænke sådan, fastslår Jakob Larsen inden dagens hjemmekamp mod Ringkøbing.
Gør vores ypperste
- Der er ingen, uanset om de skal være her i næste sæson eller ej, der ikke gør deres allerypperste, for at præstere hundrede procent til holdets bedste hver eneste gang. Det gælder både på træner og spillersiden. Alle er ærgerrige, professionelle idrætsfolk, der går efter at vinde hver eneste gang.
- Vi har kæmpe stor lyst og moral til at slutte godt af. Der er meget stolthed forbundet med det, så man skal ikke være bekymret for, at vi ikke går all in på de ting, siger Jakob Larsen, der dog anerkender at sejren over København i onsdags var vigtig for omgivelserne.
- Det har alle dage været for dårligt, hvis vi tabte til København. Nu vandt vi heldigvis og beviste over to gange 30 minutter, at vi var bedre både fysisk og spillemæssigt, konstaterer Jakob Larsen, der siden i onsdags har været en tur i Norge og hente et enkelt point mod Storhamar, og nu gælder det så den hjemlige liga igen, hvor der ikke er råd til svinkærinder mod bundholdet Ringkøbing.
Tit voldt problemer
Hold fra den nedre del af rækken har dog hentet point i Nykøbing i denne sæson, så Ringkøbing er bestemt en opgave, der skal tages seriøst, understreger cheftræneren.
- Der er intet der kommer let i Kvindeligaen. Heller ikke en hjemmesejr mod Ringkøbing. Vi har for det meste slået dem, set over de sidste mange år, men det er altid et hold vi har problemer i mod, lyder det fra Jakob Larsen, der sammen med sit hold vandt 32-30 over de vestjyske gæster i sæsonpremieren i Ringkøbing tilbage i september sidste år.
I det opgør scorede Ringkøbings Cecilie Bjerre 13 mål og måske var det kampen, hvor hun solgte sig til NFH, for den lange bagspiller skifter efter denne sæson til netop NFH sammen med stregspilleren Nanna Hinnerfeldt, der også blandt de bærende kræfter hos vestjyderne.
- Men de har begge to været knæskadet det meste af sæsonen, og det mener jeg er årsagen til, at Ringkøbing ligger hvor de gør. Havde de to været klar i alle kampe, så havde de også haft flere point, kommer det fra Jakob Larsen.
Kæmper i bunden
Ringkøbing er i hård kamp om at undgå sidstepladsen, der betyder direkte nedrykning til den næstbedste række 1. division, så en overraskelse vil være særdeles kærkommen. Lige nu kæmper syv hold om undgå at trække sorteper.
Vestjyderne ligger sidst med fem point på kontoen, men der er kun fire point op til ottendepladsen, der betyder DM-slutspil, så nedrykningsfighten er benhård blandt de nederste hold, hvor Jakob Larsens kommende trænerstation Horsens også befinder sig med bare seks point. Så NFH-træneren kan altså hjælpe sin kommende klub med en sejr i aften.
NFH var uden de to fløje Maja Magnussen og Zoë Sprengers i søndags mod Storhamar, og de spiller med stor sandsynlighed heller ikke i aften.
- Vi tager ingen chancer med de to, siger Jakob Larsen, der også har tanke på Champions League-kampen på søndag mod rumænske CSM Bucuresti.
I aften er der kampstart kl. 19:00 i Spar Nord Boxen.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
- Et godt tidspunkt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern