Formand: - Claus' resultater kan ikke underkendes

Claus Jensen spejder ud over den frostramte bane i Lollands Bank Park, hvor han har ført holdet ind i de seneste fem år. Foto: Thomas Lærke Jensen

Det er den mest betydningsfulde person i Nykøbing FC, der nu træder en smule i baggrunden, siger NFC-formand Rasmus Nagel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere landsholdsspiller Claus Jensen skal ikke længere stå i spidsen for Nykøbing FC som træner på sidelinjen og som manager generelt.

I stedet tiltræder han i en ny rolle som fodbolddirektør, og bliver således stadig en stor del af den klub, som han har gjort så meget for i de senere år, fastslår bestyrelsesformand Rasmus Nagel.

- Vi har været utroligt glade for Claus som manager, og man kan trods svære perioder ikke underkende de resultater og oplevelser, som han som manager har været med til at give os over de seneste fem år, siger Rasmus Nagel og fortsætter.

- I perioden har holdet sikret den bedste sportslige placering for et hold på Lolland-Falster i 40 år, da det i 2022 blev til en sjetteplads i 1. division og chokerede fodbold-Danmark med en sejr over FC København i pokalturneringen og undervejs sikret en suveræn oprykning til 1. division. Det aftvinger stor respekt, og det er bedrifter, som vi skal stå på skuldrene af og bringe tilbage de kommende år, siger Rasmus Nagel, der ikke lægger skjul på, at ambitionerne er tårnhøje til trods for, at det lige nu ser knapt så godt.

Skruer op sportsligt

Han forsikrer dog, at der vil blive taget initiativer i den forårssæson, der snart står for døren, for at undgå det kæmpe tilbageslag det vil være, hvis Nykøbing FC skal en tur ned og vende i 3. division.

- Vi kommer til at skrue op rent sportsligt, for at sikre endnu en sæson i 2. division, slår han fast, og understreger samtidig at der også arbejdes langsigtet i den nye bestyrelse, der tiltrådte med Rasmus Nagel som formand tilbage i maj måned sidste år.

- Vi har store ambitioner for det nye Nykøbing FC, og vi lægger nu de første sportslige sten til at kunne opfylde vores ambition om at komme tilbage i 1. division, med målsætningen om at være et etableret top-20 hold i Danmark i 2030.