Forsigtigt atletikhåb melder afbud til EM
Benjamin Lobo Vedel løb i sidste uge i Madrid, men han kommer ikke til EM i denne uge. Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Baglåret driller Benjamin Lobo Vedel, som ikke tager nogen risiko og derfor har meldt afbud til indendørs-EM.
Det danske hold ved denne uges indendørs-EM i atletik i Istanbul kommer til at bestå af otte atleter i stedet for ni.
400-meterløberen Benjamin Lobo Vedel har meldt afbud for ikke at risikere, at et drillende baglår giver en alvorlig skade før udendørssæsonen, fortæller han.
- Jeg tager ikke afbuddet specielt tungt, for det er en sikkerhedsforanstaltning før udendørssæsonen. Jeg har klaret mig rigtig godt indendørs i min karriere, men jeg er ikke interesseret i kun at være en god indendørsløber.
- Så taget i betragtning af, at jeg bare kan mærke en lille smule i mit baglår, så har jeg meldt afbud, siger Benjamin Lobo Vedel.
I sidste uge løb danskeren ved et stort indendørsstævne i Madrid og blev nummer tre uden at løbe helt igennem af hensyn til baglåret. Udsigten til tre EM-løb på to dage er for stor en risiko.
- Jeg tror, at jeg ville kunne løbe indledende og semifinale uden problemer og kvalificere mig til finalen, men med samlet tre løb på to dage ville der være en lille risiko for en skade, og det ville ikke være ansvarligt at løbe før udendørssæsonen, siger Sparta-løberen.
Med afbuddet forsvinder det bedste bud på en dansk finalist ved mesterskabet i Istanbul. Sidste år blev Benjamin Lobo Vedel nummer fire ved indendørs-VM.
Den vigtigere udendørssæson byder på et VM i august, og i tillæg begynder kvalifikationen frem mod næste års OL i Paris.
Indendørs-EM i Istanbul begynder på torsdag og varer frem til på søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie