Forsinket superstjerne når ikke at drille Danmark
Kevin Fiala blev kåret som turneringens MVP (mest værdifulde spiller), da Schweiz sidste år nåede VM-finalen i Prag. (Arkivfoto). Foto: Michal Cizek/Ritzau Scanpix
Schweiz' stjerneforward Kevin Fiala har fået grønt lys til at spille VM. Men ingen ved, hvornår han dukker op.
Hvornår kommer Kevin Fiala til Herning? Og kommer han overhovedet?
Spørgsmålet har udviklet sig til en daglig føljeton i de schweiziske medier, og ingen andre end ishockeystjernen selv kender tilsyneladende svaret.
Los Angeles Kings, hvor Fiala spiller til daglig, røg ud af Stanley Cup-slutspillet for mere end en uge siden, og holdledelsen har givet ham grønt lys til at rejse til Danmark.
De første meldinger gik på, at han skulle være fløjet fra Californien i tirsdags, men det viste sig at være en and. Fredag aften var der fortsat ingen spor af den målfarlige forward i VM-lejren.
Ifølge schweiziske medier skulle der være personlige årsager bag forsinkelsen.
Fredag indledte schweizerne VM mod Tjekkiet og tabte 4-5 uden manden, der sidste år blev kåret til VM's bedste spiller. Han er heller ikke registreret i truppen til kampen mod Danmark lørdag aften.
Det er selvfølgelig godt nyt for danskerne, der vil tage imod enhver hjælp med kyshånd. Sidste år tabte Danmark 0-8 til Schweiz. Kevin Fiala bidrog til ydmygelsen med to scoringer.
- Det er godt, hvis han er væk. Men de har jo andre spillere, der kan stå på skøjter, konstaterer Danmarks landstræner, Mikael Gath.
Han tænker blandt andre på Nico Hischier, der blev draftet som nummer et i 2017 og har udviklet sig til en topcenter i NHL.
Holdet tæller også Timo Meier, der er en solid pointleverandør i New Jersey Devils, og to solide NHL-backer.
- Ser man på den schweiziske opstilling, ser man vældig mange dygtige spillere. Sådan er det bare.
- På forhånd havde jeg en følelse af, at Schweiz styrkemæssigt er foran USA. Nu tabte de oven i købet mod Tjekkiet fredag, så vi forventer, det bliver enormt svært mod dem, siger Mikael Gath.
Den schweiziske landsholdsledelse har været dygtig til at få NHL-spillere hjem og heldig med, at spillernes klubber er blevet slået tidligt ud af Stanley Cup-ræset, så de kan være til rådighed ved VM.
Det har de senere år flyttet Schweiz fra midterfeltet og op mod toppen af VM-hierarkiet. Sidste år vandt holdet sølv ved VM i Prag.
- På VM-plan er det blevet en af de stærkeste nationer. Det bliver endnu en hård aften, hvor vi skal spille 60 nærmest perfekte minutter for at give os selv en chance, siger den danske forward Nicklas Jensen, der spiller for Rapperswil i den schweiziske liga.
Kampen mellem Danmark og Schweiz begynder klokken 20.20.
/ritzau/
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst