Forsvarende mester sender fighteren Blichfeldt ud af OL
Mia Blichfeldt var alvorligt på hælene i gruppefinalen mod Chen Yufei, kom flot tilbage, men tabte alligevel og er ude af OL. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mia Blichfeldt var udspillet, men kom flot tilbage. Det rakte dog ikke til sejr mod kinesiske Chen Yufei.
Mia Blichfeldt var spillet ned under det grønne underlag i La Chapelle Arena i første sæt mod den forsvarende olympiske mester Chen Yufei. Hun leverede et flot comeback, men måtte alligevel se sig besejret til sidst.
Med nederlaget på 8-21, 21-19, 11-21 er den danske singlespiller ude af OL, mens kineseren, verdens nummer to, er klar til kvartfinalerne.
- Jeg er ked af, at jeg ikke skal spille i den arena igen. Men omvendt er jeg glad for, at jeg kom afsted, og trods en optakt med skader spillede jeg to gode kampe, som begge gik i tre sæt, lyder det fra Blichfeldt.
Den undertippede dansker kom helt skævt i gang og lavede stribevis af fejl. Især havde hun svært ved at finde baglinjen, og det gav lette kinesiske point.
På ingen tid gik spillerne til ophold med 11-2 i Chen Yufeis favør - næsten alle point var kommet i hus på fejl af Blichfeldt.
Flere gange hældte hun bolden næsten en halv meter ud over baglinjen, hvilket i badmintonregi på det niveau nærmest svarer til afstanden mellem København og Aalborg.
Tendensen fortsatte i anden halvdel af sættet, som på et kvarter blev kinesisk med 21-8.
Kineseren tromlede videre fra andet sæts start, selv om hun var kommet over på siden med noget medvind. På få minutter var hun foran 6-0, og Blichfeldt lignede en, hvor frustrationerne opnåede flyhastigheder i hovedet.
Danskeren begyndte dog stille og roligt at finde bedre længde på sine slag, og pludselig begyndte hendes spil at fungere.
En målløs kineser kunne se danskeren sætte en forrygende stime sammen på otte point i træk, da hun gik fra 3-9 til 11-9 frem til opholdet midtvejs.
Chen Yufei fik bremset den danske stime, men Blichfeldt var kommet i gang.
Det blev tæt hele vejen, men fra 19-19 viste danskeren størst skarphed og tvang kampen ud i et afgørende sæt.
Tilbage på den svære medvindsside fra starten af tredje sæt fik Blichfeldt det igen svært. Og omvendt var kineseren tilbage i sin maskinelle stil, hvor hun overhovedet ikke lavede fejl.
Det gav Chen Yufei en føring på 11-3 ved sidebyttet, og det forspring var for stort for Blichfeldt. Der var ikke endnu et comeback i danskeren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned