Forsvarslegende bliver ny træner for dansker i Zwolle
Jaap Stams seneste trænerjob var i engelske Reading. (Arkivfoto) Foto: Matthew Childs/Reuters
Matthew Childs/Reuters
Jaap Stam overtager trænersædet i den hollandske fodboldklub Zwolle, hvor danske Younes Namli spiller.
Jaap Stam, der i sin tid som aktiv var en af de mest frygtede forsvarsspillere, skal være ny træner for danske Younes Namli og resten holdet i den hollandske fodboldklub Zwolle.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Det er ikke første gang, at Stam sætter sig på trænerbænken i Zwolle.
Fra 2009 til 2013 var han assisterende træner i klubben.
Den 46-årige hollænder har senest stået i spidsen for den engelske Championship-klub Reading, som han forlod i marts. Derudover har han også været assistenttræner i Ajax Amsterdam.
Stam skal forsøge at puste nyt liv i Zwolle, der lige nu ligger på 16.-pladsen i den hollandske Æresdivision efter kun at have fået 15 point i 17 kampe.
Som spiller slog Stam i sine folder i nogle af verdens største klubber.
I 1998 skiftede han fra PSV Eindhoven til Manchester United som verdens dengang dyreste forsvarsspiller.
Her havde han efter lidt vanskeligheder i begyndelsen fantastisk succes med erobringen af "Tre Treble" i 1999, Champions League, det engelske mesterskab og FA Cuppen.
Jaap Stam vandt mesterskabet i alle sine tre sæsoner hos englænderne, men i sommeren 2001 kom han på kant med United-manager Alex Ferguson, som Stam omtalte i mindre rosende vendinger i sin selvbiografi.
Hollænderen blev afskibet til Lazio i Italien, og tre år senere røg han videre til AC Milan. Her tilbragte han to sæsoner, før han i 2006 vendte tilbage til hollandsk fodbold og Ajax.
Her stoppede han karrieren i efteråret 2007.
Ud over en glorværdig klubkarriere blev det også til 67 landskampe for Holland.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned