Frankrig booker VM-kvartfinale og førsteplads med sikker sejr
Dika Mem og Frankrig er sikret en plads i kvartfinalerne mod toeren fra gruppe 4 efter sejren over Holland. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Med klar sejr over Holland er Frankrig som første hold klar til VM's kvartfinaler. Tyskland er næsten videre.
Frankrig er som første mandskab sikret en plads i kvartfinalerne ved håndbold-VM.
Med en favoritsejr på 35-28 sikrede franskmændene sig torsdag både avancement og førstepladsen i gruppe 2, hvor der stadig er åben kamp om andenpladsen mellem flere hold.
Melvyn Richardson blev fransk topscorer med otte mål i et opgør, hvor de franske scoringer generelt fordelte sig fint ud på profiler som Dika Mem, Nedim Remili og Richardson, ligesom flere reserver fik spilletid og markerede sig.
Holland var foran et par gange i indledning og nogenlunde med til 10-12, men tre franske scoringer i rap udbyggede føringen til fem mål, og mindre blev den aldrig.
Driftssikre Frankrig har dermed vundet samtlige sine fem kampe ved VM med mindst syv mål.
I kvartfinalerne skal Frankrig op mod nummer to fra gruppe 4, og det bliver enten Island, Kroatien, Slovenien eller Egypten.
I Danmarks gruppe 1 bragte Tyskland sig også meget tæt på en kvartfinale med 34-27 over Italien.
Italienerne fightede fint, og især den stærke Leipzig-keeper Domenico Ebner holdt længe sit hold i live med mange redninger.
Italienerne lavede dog for alt mange tekniske fejl og havde for svært ved at nedbryde det tyske forsvar til, at det blev rigtigt spændende.
Tyskland er endegyldigt sikret avancement, hvis Danmark senere torsdag indfrir sin favoritværdighed mod Schweiz. I så fald er Danmark videre som etter, og Tyskland som toer.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie