Fransk entertainer tager stor skalp ved French Open
Den franske vildbasse Gaël Monfils sørgede mandag for den største overraskelse hidtil hos herrerne ved French Open.
Det gjorde Monfils ved at slå femteseedede Tomas Berdych ud af turneringen allerede i første runde.
Monfils, som blot ligger nummer 81 i verden, vandt maratonkampen med 7-6, 6-4, 6-7, 6-7 og 7-5 efter fire timer og syv minutters spil.
Det var hele vejen igennem en meget tæt og jævnbyrdig kamp, hvor ingen af parterne lavede særlig mange fejl, men måtte kæmpe hårdt for hvert point.
Flere af sættene kunne egentlig være gået begge veje, men Monfils var mest kølig i det femte og afgørende sæt, hvor hjemmepublikum drev franskmanden frem til sejr.
Monfils var selv forfriskende god til at få tilskuerne op af stolene, og han var ikke bange for at opildne dem, da det spidsede til. Og det så ud til at hjælpe den useedede franskmand i det afgørende femte sæt.
Her fik Monfils brudt en træt Berdych til stillingen 6-5, og så kunne Monfils serve kampen hjem. Han vandt på sin fjerde matchbold i opgøret.
I 2008 nåede Monfils frem til semifinalen ved French Open, og fortsætter han med at levere tennis som mod Berdych, kan han ikke afskrives fra at gentage den præstation i år.
I anden runde møder Monfils letten Ernests Gulbis, som tidligere mandag slog brasilianeren Rogério Dutra Silva med 6-1, 7-6 og 6-3. Den kamp varede to timer og to minutter.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned