Franskmænd udsætter Rungsteds CL-drømme på isen
Rungsted havde det svært onsdag aften, hvor franske Rouen dominerede alle facetter af spillet.
Der var onsdag lagt op til en historisk aften for Rungsted Seier Capital, men aftenen endte i en slem skuffelse.
Ishockeyholdet kunne som det første danske hold nogensinde gå videre fra Champions League-gruppespillet.
Danskerne tabte imidlertid opgøret med hele 1-5 til franske Rouen, der i størstedelen af opgøret var det klart bedste mandskab på isen.
Rungsted har fem point efter fem kampe, mens Rouen har syv point.
Dermed er det nu Rouen, der står med serveretten, når de to hold mødes i den sidste og afgørende gruppekamp i Rungsted om seks dage.
Det franske hjemmehold gjorde det hurtigt svært for danskerne.
Rungsted overlevede i første omgang et tre-mod-fem-spil, men akkurat som danskerne havde fået en ekstra mand på banen, blev de straffet af Joris Bedin, der fra tæt hold kunne smaske pucken op i målhjørnet.
Den resterende del af første periode fortsatte med at være med fransk dominans, dog uden yderligere mål.
Danskerne så derimod ud til at komme tilbage fra pausen med fornyet energi. Svenske Henrik Hetta trak pucken forbi Matija Pintaric i Rouen-målet på en friløber for at lægge den ind over stregen.
I begge ender passerede pucken endnu en gang målstregen i anden periode, men i begge tilfælde blev målene annulleret. I Rungsteds tilfælde, fordi en stav blev løftet for højt.
Kort inden afslutningen på anden periode overtog Rouen dog atter føringen i opgøret ved canadiske Dylan Yeo.
Kort efter blev det også til 3-1 til Rouen, da Joris Bedin fulgte op på en retur.
Allerede fra begyndelsen af tredje periode gjorde Rungsted arbejdsbetingelserne endnu sværere for sig selv med endnu en udvisning. Det udnyttede franskmændene ved at gøre det til 4-1 fra distancen på mål af Kelsey Tessier.
Til sidst gjorde David Gilbert det til slutresultatet 5-1.
I gruppens anden kamp vandt Klagenfurt 4-3 over ukrainske Donbass. Klagenfurt indtager førstepladsen med 13 point.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned