Fuglsang heller ikke med i Tour de France
Jakob Fuglsang kommer ikke med til årets Tour de France.
Radioshack Nissan-Trek-rytteren klarede ikke det sidste skridt i udvælgelsesprocessen, da bruttotruppen på 14 ryttere mandag blev skåret til de ni ryttere, der stiller til start ved det franske etapeløb fra 30. juni.
- Selvfølgelig er jeg skuffet over det, og jeg synes, jeg burde have en plads på det hold, siger Jakob Fuglsang til sporten.dk.
- Hvis man kigger på min form og mine resultater, så kan jeg ikke se, at der er ni ryttere, der er bedre.
- Det er jo ikke, fordi formen eller resultaterne ikke har været der. Jeg føler mig i god form og synes også, jeg har vist nogle gode resultater i Luxembourg Rundt og siden i Schweiz Rundt, men de har valgt nogle andre ryttere, og det må jeg respektere, siger han.
Jakob Fuglsang blev den anden fremtrædende danske rytter, som mandag fik besked om, at Touren bliver kørt uden ham.
Tidligere mandag fik Rabobanks Matti Breschel at vide, at han ikke kommer med til Touren.
Mens Breschel tog udeladelsen roligt, så kommer den meget ærgerlig for Jakob Fuglsang.
Han havde egentlig Giro d'Italia som sit store mål i år. Her var han udset til at få en kaptajnrolle hos Radioshack Nissan-Trek.
Desværre blev Jakob Fuglsang skadet og kunne ikke stille op i Giroen.
Herefter havde danskeren Tour de France som stort mål, og Jakob Fuglsang har anbefalet sig på den front, blandt andet med den samlede sejr i Luxembourg Rundt.
Det var dog ikke nok til at komme med på Radioshack Nissan-Treks Tour-hold, der ser således ud:
Fabian Cancellara, Tony Gallopin, Chris Horner, Andreas Klöden, Maxime Monfort, Yaroslav Popovych, Fränk Schleck, Jens Voigt og Haimar Zubeldia.
Især udtagelsen af den 40-årige amerikaner Chris Horner vækker opsigt, eftersom han ikke var en del af bruttotruppen på 14 mand.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned