Græsk målscorer afviser at fejre sejr efter holdkammerats død
Den græske landsholdsspiller Vangelis Pavlidis kyssede efter sit første mål i torsdagens kamp mod England et sørgebind, som han bar for at mindes sin afdøde holdkammerat George Baldock. Foto: Paul Childs/Ritzau Scanpix
Grækenland vandt torsdag 2-1 over England i Nations League. Dagen inden blev en græsk spiller fundet død.
Grækenlands dobbelte målscorer Vangelis Pavlidis sendte efter 2-1-sejren over England på Wembley torsdag aften sine tanker til sin afdøde holdkammerat George Baldock.
Den 31-årige Baldock blev dagen inden kampen fundet død i sin pool i Athen.
Inden kampen begyndte, holdt publikum et minuts stilhed for at mindes den britisk-græske fodboldspiller, der var på kontrakt i den græske storklub Panathinaikos.
- Det var en meget særlig dag og kamp for os. Vores tanker er hos George.
- Vi er professionelle og var nødt til at spille kampen. Vi gav vores sjæl for ham i aften. I dag er ikke dagen til at tale om fodbold. Han var en del af vores hold, og vi kommer til at savne ham meget, siger Pavlidis efter kampen.
- Vi ønsker styrke til hans familie og vil ikke tale om fodbold. Hele dagen har været som bedøvet. Vi vandt i aften, men har ikke lyst til at fejre det. Der er bare ingen ord.
Inden kickoff og efter kampens afslutning holdt de græske spillere Baldocks trøje med nummer to på ryggen frem som en hyldest til ham, ligesom spillerne optrådte med sørgebind.
Den græske landsholdstræner, Ivan Jovanovic, roste efter torsdagens kamp sine spillere for deres holdånd og sagde, at de var blevet motiveret af at spille til ære for Baldocks minde.
- I et øjeblik som dette kommer fodbold i anden række, sagde Jovanovic og tilføjede:
- Han (Baldock, red.) nåede at sætte sit præg på holdet. Det kunne ses på den måde, som spillerne spillede på i dag.
George Baldock blev født i England, men havde en græsk far, der gjorde det muligt for ham at repræsentere Grækenland, og i 2022 fik han debut for landsholdet.
Forsvarsspilleren nåede at spille 12 kampe i den blåhvide trøje. Han seneste landskamp var i marts i år.
Det anslås, at Baldock døde i sin swimmingpool onsdag aften omkring klokken 21.00. Dødsårsagen er endnu ukendt.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned