Få minutter inden Jesper Grønkjær reducerede til 1-2 mod Rosenborg i den første af to kvalifikationskampe til Champions League, havde Rade Price med et stolpeskud været millimeter fra at lukke kampen til hjemmeholdets fordel.
Og FCK's målskytte erkender da også, at hans tanker umiddelbart efter sin vigtige scoring mest af alt gik på, at festen faktisk kunne have været slut på daværende tidspunkt.
- Jeg tænkte, at dette er et meget vigtigt mål. Vi må være ærlige at sige, at vi kunne have været døde og begravet, siger Grønkjær.
Han mener, at FCK spillede "for jævnt" og at det især var pasningerne, det kneb med.
Han havde gerne set, at angrebsmakkeren Dame N'Doye havde udnyttet et par af de chancer, han tilspillede sig.
- Normalt scorer han på de chancer, siger Grønkjær uden dog at ville bedømme senegaleserens indsats.
- Næste spørgsmål.
Selvom spillet ikke var tilfredsstillende, så slår Grønkjær fast, at det kunne være endt meget værre.
- Så dårligt er det trods alt heller ikke. Men realistisk set er Rosenborg favoritter, da klubben vinder den første kamp, siger han.
Næste opgør spilles på onsdag i næste uge i Parken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned