Haaland scorer og udgår med skade i Citys FA Cup-sejr
Manchester Citys Erling Haaland (til højre) pådrog sig en skade i søndagens sejr over Bournemouth i FA Cuppen. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Erling Haaland scorede og udgik med en skade for Manchester City, der slog Bournemouth ud af FA Cuppen.
Sæsonen har været en lang skuffelse for Manchester City, men måske er der alligevel mulighed for en titel for Pep Guardiolas underpræsterende tropper.
Søndag vandt Manchester City 2-1 ude over Bournemouth og avancerede dermed til semifinalen i FA Cuppen, hvor Nottingham Forest venter på Wembley.
Manchester City er ude af Champions League, og det engelske mesterskab er for længst forduftet, så FA Cuppen er den eneste reelle mulighed for et trofæ i denne sæson.
Derfor stillede Manchester City også op med alle de store kanoner, og undervejs i søndagens pokalkamp trak Citys stjerneangriber Erling Haaland de fleste overskrifter.
Nordmanden brændte et straffespark, scorede senere et mål og udgik til sidst med en skade.
Efter kampen kunne manager Pep Guardiola ikke give en status på Haalands skade, men Manchester Evening News har delt en video, hvor man ser den norske angriber forlade stadion ved hjælp af krykker.
Haalands indledning på kampen var ikke god. Efter et kvarter brændte han et straffespark, og bare minuttet efter forspildte han på uvant vis en friløber.
I stedet scorede Bournemouth-angriberen Evanilson til 1-0 efter 21 minutter efter en fejlaflevering fra City-backen Matheus Nunes. Det var et meget godt billede på Citys sæson.
Men i anden halvleg havde Guardiola held med sine indskiftninger og måske også med pausesnakken.
City kom ud med mere energi, og den 20-årige indskiftede Nico O'Reilly indtog en hovedrolle med assisten til Haalands udligning til 1-1 fire minutter efter pausen.
Ved bageste stolpe sparkede Haaland bolden sikkert i kassen med højrebenet.
Efter en nærkamp udgik Haaland med en skade efter 61 minutter, og han blev udskiftet med Omar Marmoush.
Blot to minutter senere scorede Marmoush til 2-1, og igen var det O'Reilly, der stod for assisten.
Citys midtbanespiller Ilkay Gündogan havde en afslutning på stolpen, men der blev ikke scoret yderligere.
I søndagens anden FA Cup-kamp vandt Aston Villa 3-0 ude over Preston North End, der havde danskerne Emil Riis og Mads Frøkjær med fra start.
Marcus Rashford scorede to gange, mens Jacob Ramsey nettede en enkelt gang for Aston Villa.
I FA Cup-semifinalen skal Aston Villa møde Crystal Palace på Wembley.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned