Haalands målshow holder Manchester City inde i titelræs
Manchester City-angriberen Erling Haaland scorede fire gange i hjemmesejren på 5-1 over Wolverhampton i Premier League. Foto: Richard Sellers/Ritzau Scanpix
Erling Haaland sørgede med fire mål for, at Manchester City stadig selv kan afgøre det engelske mesterskab.
Parløbet om det engelske mesterskab fortsatte lørdag med overbevisende sejre til både Arsenal og Manchester City.
Efter Arsenals sejr over Bournemouth svarede Manchester City igen senere lørdag med en knusende 5-1-sejr hjemme over Wolverhampton i Premier League.
Fire af Citys mål blev sat ind af den norske stjerneangriber Erling Haaland. To af dem på straffespark.
Med sejren indtager Manchester City andenpladsen med et point færre end Arsenal på førstepladsen. Men Pep Guardiolas tropper har spillet en kamp færre end Arsenal.
Manchester City mangler at møde Fulham, Tottenham og West Ham. Arsenal mangler at møde Manchester United og Everton. Dermed må City siges at være favorit til at vinde mesterskabet.
I lørdagens kamp afgjorde Manchester City det hele i første halvleg.
Efter 12 minutter scorede Haaland til 1-0 på et straffespark. Ti minutter før pausen steg nordmanden til vejrs og headede hjemmeholdet foran med to mål.
I første halvlegs tillægstid øgede Haaland til 3-0 på et straffespark, der blev begået mod ham selv.
Wolverhampton reducerede en enkelt gang i kampen, da Hwang Hee-Chan udnyttede en fejl fra Manchester City-keeperen Ederson.
Brasilianeren kom ud af sit mål og strejfede kun bolden med lappen, så sydkoreaneren kunne sparke i tomt bur.
Haaland var tæt på at score sit femte mål, men Wolverhampton-keeper José Sa verfede forsøget over mål.
Men Haalands afløser, argentineren Julian Alvarez, kom ind og sparkede 5-1-målet i kassen. Oplægget stod Rodri for.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie