Hammers sender Leeds og Kristensen tæt på nedrykning
Rasmus Nissen Kristensen er her i hård duel med to West Ham-spillere. Danskeren var igen stopper for Leeds. Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Med 1-3 hos West Ham er Rasmus Nissen Kristensen og Leeds tæt på nedrykning til Championship.
Leeds og den danske landsholdsspiller Rasmus Nissen Kristensen ligner nedrykkere fra Premier League.
Søndag havde holdet chancen for at spille sig i foreløbig sikkerhed over stregen, men på London Stadium tabte holdet 1-3 til West Ham.
West Ham, der torsdag spillede sig i Conference League-finalen mod Fiorentina, kom tidligt bagud 0-1, men profilerne Declan Rice og Jarrod Bowen vendte kampen på hovedet, inden Manuel Lanzini lukkede den i overtiden.
Nissen Kristensen var for fjerde kamp i træk under den nye manager Sam Allardyce henvist til at spille den noget uvante plads som stopper i en firebackkæde, og det startede lovende.
Efter 17 minutter sparkede spanieren Rodrigo udeholdet foran efter et langt indkast, og i det følgende kvarter kunne danskeren og holdkammeraterne gøre sig realistiske håb om tre point.
Men efter godt en halv time blev Leeds-defensiven spillet tynd, og Rice omsatte ved bageste stolpe Jarrod Bowens tippede indlæg.
Samme Bowen gjorde efter 72 minutter ondt værre for Leeds efter endnu et flot opsat angreb, og i overtiden lukkede Lanzini ballet efter lækre brasilianske driblinger og et oplæg af Lucas Paqueta.
Leeds har to point op til Everton over stregen før sidste spillerunde, hvor Leeds hjemme møder Tottenham, og Everton har besøg af Bournemouth.
Leicester kan med en sejr over Newcastle mandag passere Leeds bagfra og gøre redningsaktionen endnu vanskeligere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned