Håndboldboss om VM-planlægning: Har ikke været godt nok
Danmark fik stor opbakning til VM-kampene i særligt Malmø, men kun få danskere så landsholdet spille semifinale i Gdansk, da fansene havde meget kort tid til at planlægge turen til Polen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Per Bertelsen medgiver på IHF's vegne, at programmet ikke var optimalt ved VM i Sverige og Polen.
Planlægningen af det netop overståede VM i håndbold var ikke optimal. Det medgiver Per Bertelsen, der er formand for turneringsudvalget i Det Internationale Håndboldforbund (IHF).
Det fik blandt andet stor kritik, at fredagens semifinaler blev splittet op, så den ene blev spillet i Polen og den anden i Sverige, og at de respektive semifinaler først blev placeret geografisk under 48 timer før kampstart.
Danmark endte med at spille kvartfinale i Stockholm, semifinale i Gdansk og finale i den svenske hovedstad.
Det var ikke optimalt for selve holdet, men slet ikke for Danmarks fans. Konsekvensen blev, at ganske få danskere så semifinalen i Gdansk.
- Vi har absolut ikke glemt tilskuerne. Vi har været meget tydelige om, at det ikke har været tilstrækkeligt godt, siger Per Bertelsen ifølge NTB.
Han fortæller, at det vil blive skrevet bag øret til planlægningen af VM i 2025, der er delt mellem Danmark, Norge og Kroatien.
- Når man ser tilbage på det, var det måske ikke den smarteste beslutning. Vi kommer til at løse det på en anden måde næste gang.
Danmark vandt søndagens finale med 34-29 over Frankrig og vandt VM for tredje gang i træk.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie