Der er fuld opbakning fra de mandlige håndboldkolleger til kvindelandsholdet i den lønstrid, som i øjeblikket foregår med Dansk Håndbold Forbund (DHF).
Bo Spellerberg, der er repræsentant for herrerne, når der skal forhandles aftaler og løn, kalder DHF's fremgangsmåde over for kvinderne "uacceptabel" og "ekstremt skuffende".
- Vi bakker på herrelandsholdet 100 procent op om dameholdet. Vi synes også, at DHF presser forhandlingerne lige til kanten endnu en gang, siger Bo Spellerberg.
Han taler på hele herrelandsholdets vegne, som også tidligere har haft problemer med at forhandle en aftale på plads med DHF.
- Vi har en aftale med DHF, men den er ikke gældende, før de finder en hovedsponsor. Vi håber også, at DHF kan få lavet en aftale med pigerne, siger Bo Spellerberg.
KIF Kolding-profilen har fulgt udviklingen, og han mener, at DHF har været for dårlige til at høre på kvindernes udspil. Der er planlagt et møde torsdag aften i Aarhus mellem kvinderne og DHF.
- Nu dukker de op til mødet, og så vidt jeg er orienteret, er de også forhandlingsvillige. Men jeg tror da, at de er ekstremt skuffede over, at det er ren diktering frem for, at man har en konjunkturafhængig aftale på samme måde, som vi har på herrelandsholdet.
- Det ved jeg, at pigerne også gerne vil lave. Det vil sige, at når der er store indtægter, så får man flere penge. Og hvis der ingen penge er, får man færre indtægter, så det følger DHF's økonomi, forklarer Bo Spellerberg.
Han er fortørnet over, at DHF har forsøgt at tvinge kvinderne til forhandlingsbordet.
- Indtil videre er vi helt på linje med dem. Og den sidste udvikling, hvor DHF har været med til at få klubledere til at presse enkelte spillere til at komme med til et møde, er helt uacceptabel.
- Det håber jeg aldrig nogensinde, at man på nogen måde vil gøre med herreholdet, fastslår bagspilleren.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie