Harry Kane sænker Arsenal i lokalderby
Tottenham-angriberen Harry Kane scorede til 1-0 mod Arsenal på et hovedstød. Foto: Scanpix/Andrew Couldridge
Scanpix/Andrew Couldridge
Tottenham, der havde Christian Eriksen med i hele kampen, vandt over Arsenal i den engelske Premier League.
Der skulle kun et enkelt mål til at afgøre London-derbyet mellem Tottenham og Arsenal i Premier League. Tottenham vandt knebent med 1-0 hjemme på Wembley.
Tottenham-angriberen Harry Kane stod for kampens eneste mål på et flot hovedstød i starten af anden halvleg.
Tottenham-backen Ben Davies sendte et højt indlæg ind i feltet, hvor Kane steg til vejrs før Arsenal-stopperen Laurent Koscielny, som kom til at se lidt passiv ud i situationen.
Arsenal-manager Arsène Wenger brokkede sig, da han mente, at Kane skubbede Koscielny, men dommerens fløjte forblev tavs.
Det lignede da også et helt regulært mål, hvor Kane blot hoppede højere og på det helt rigtige tidspunkt.
Kane var tæt på at score igen to minutter senere, da han stod helt umarkeret i feltet, men denne gang headede den engelske landsholdsangriber lige forbi stolpen.
Kane fik endnu en chance et minut senere på en helflugter, men forsøget sad lige på Arsenal-keeper Petr Cech.
I slutminutterne fik den indskiftede Arsenal-angriber Alexandre Lacazette en gigantisk chance for at udligne, men franskmanden skød forbi mål.
Mens anden halvleg var underholdende og seværdig, så var starten af kampen mere kedelig.
I første halvleg dominerede Tottenham. Eriksen og co. havde bolden mest og skabte også de største chancer.
De første 45 minutter var dog generelt chancefattige, og største mulighed skabte Eriksen, da han med en god aflevering fandt Kane, som headede over mål efter 27 minutter.
Med sejren rykker Tottenham op på tredjepladsen med 52 point efter 27 kampe. Arsenal har 45 point på sjettepladsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned