Hattrickhelt placerer HB Køge millimeter fra mesterskab
Angriberen Cecilie Fløe scorede alle tre mål, da HB Køge bankede Kolding 3-0. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
HB Køge genvinder mesterskabet, hvis Fortuna Hjørring lørdag smider point i Kvindeligaens mesterskabspil.
HB Køges fodboldkvinder kan lørdag blive danske mestre uden at være på banen.
Fredag slog førerholdet i Kvindeligaens mesterskabsspil på udebane Kolding IF med 3-0 efter tre træffere af den 20-årige angriber Cecilie Fløe.
Dermed er det endnu ubesejrede tophold ni point foran nærmeste forfølger, Fortuna Hjørring, som lørdag gæster FC Nordsjælland.
Taber nordjyderne point i det opgør, kan de ikke længere hente HB Køge.
Hvis ikke det sker, kan HB Køge afgøre det med et point hjemme mod Thisted 29. maj eller ugen efter hjemme mod netop Fortuna Hjørring.
Kolding var langt fra nedspillet i fredagens opgør. Hjemmeholdet kreerede sin del af chancerne i en livlig kamp, men HB Køges amerikanske keeper, Kaylan Marckese, havde flere store redninger.
HB Køge nåede spillemæssigt ikke sit topniveau, men den tidligere Kolding-spiller Cecilie Fløe var til gengæld skarp og leverede tre angribermål.
Efter 11 minutter viste hun stor målnæse og headede en løs bold i feltet i nettet til 1-0.
Kort inde i anden halvleg sparkede hun sit andet mål i kassen efter en fin vending i feltet, og efter 75 minutter fuldendte hun sit hattrick med endnu en hovedstødstræffer.
HB Køge blev i sidste sæson dansk mester for første gang.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned