Herning fortsætter sejrsrække og cementerer førsteplads
Mathias Bau scorede målet til 2-1 for Herning Blue Fox i opgøret mod Odense Bulldogs. (Arkivfoto). Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Otte gange på stribe har Herning Blue Fox trukket sig sejrrigt ud af et opgør i Metal Ligaen.
Herning Blue Fox viser storform i øjeblikket.
Lørdag aften vandt ishockeyklubben sin ottende kamp i træk i Metal Ligaen, da Odense Bulldogs kiggede forbi det midtjyske.
Efter to mål i powerplay og en scoring i tomt net vandt Herning med 3-1 og indtager dermed førstepladsen i tabellen med 38 point efter 16 kampe.
Sønderjyske er på andenpladsen med 35 point, efter at holdet tidligere lørdag spillede sin kamp nummer 17 i sæsonen. Sønderjyderne vandt med 6-2 over Herlev Eagles og er altså Hernings nærmeste konkurrent i tabellen.
For at gå alene i spidsen af ligaen skulle Herning kæmpe for sagen.
Odense er nemlig også blandt de bedst præsterende mandskaber i Metal Ligaen, og fynboerne var det første hold til at få hul på bylden i Herning lørdag aften.
Rasmus Simonsen bragte Odense foran efter 16 minutter.
Men fynboerne havde svært ved at dæmme op for Hernings powerplay i lørdagens opgør, hvilket blev udstillet efter godt 19 minutter.
Mathias Bau lagde pucken til rette for Miska Humaloja, som bragte balance i regnskabet.
I anden periode var Mathias Bau selv på pletten i powerplay, da han udnyttede et oplæg fra Kevin Tansey.
Odense satsede og tog målmanden ud i slutfasen, og det lukrerede hjemmeholdet på. Herning snuppede pucken efter en Odense-fejl, og så drev Mathias From den frem i det tomme net.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned