Hjulmand kalder inklusion af unge russere foruroligende
Kasper Hjulmand er mødt ind i landsholdslejren forud for EM-kvalifikationskampene mod Kasakhstan og San Marino. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Uefa har åbnet for at byde Ruslands U17-landshold ind i varmen, men det bekymrer landstræner Kasper Hjulmand.
Kasper Hjulmand er ikke tilhænger af, at russiske U17-landshold har fået en håndsrækning fra fodboldforbundene Uefa og Fifa.
Det siger træneren for det danske fodboldlandshold mandag, efter at debatten om særligt Uefas inklusion de seneste uger har fyldt meget.
- Jeg har ikke sat mig ind i den konkrete sag præcis hvordan og hvorledes. Men jeg synes, det lyder foruroligende. Hvis det er sådan, det er, lyder det fra Hjulmand.
Rusland har været suspenderet af Fifa siden februar 2022 - umiddelbart efter landets invasion af Ukraine.
Men Uefa meddelte i slutningen af september i år, at man havde planer om at ophæve udelukkelsen af russiske U17-landshold for både drenge og piger.
I forbundets eksekutivkomité sidder Dansk Boldspil-Unions (DBU) formand, Jesper Møller, og opmærksomheden om, hvordan han har forholdt sig til inklusionen, har været stor.
På et pressemøde afviste formanden i fredags, at der havde været en afstemning om, hvorvidt Ruslands U17-landshold igen kan spille internationalt.
Han lagde vægt på, at der ikke var truffet en endelig beslutning i sagen hos Uefa, da der endnu ikke forelå et beslutningsgrundlag.
Han understregede dog, at Danmark ikke kommer til at stille op mod russerne. Og den holdning bakker Hjulmand op om.
- Jeg er glad for, at vi i DBU fik lagt os rigtigt. Men ud over det har jeg ikke læst på, hvordan processen har været, og hvordan det er kommet frem.
- Men jeg synes ikke, det lyder rigtigt, at der skal til at være konkurrencer med elitespillere fra Rusland, siger Kasper Hjulmand.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned