Hjulmand vil spare med landsholdsspillere i travlt transfervindue

Kasper Hjulmand ser ind i en sommer, hvor flere af hans spillere formentlig skifter klub. Først retter han dog fokus på EM-kvalifikationskampene mod Nordirland og Slovenien. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Flere landsholdsemner jagter mere spilletid, mens andre skal forsøge at tage skridtet til en større klub. Kasper Hjulmand forventer en travl transfersommer.

Offentliggjort Sidst opdateret

En lang række fodboldspillere på og i periferien af det danske landshold står foran en sommerperiode, der kan få stor betydning for den enkeltes karriere.

Af forskellige årsager er mere end et dusin landsholdsemner tilgængelige varer på transferhylden. Et klubskifte er en mulighed for et karriereløft, men også en risiko for at havne i rabatten.

Derfor følger landstræner Kasper Hjulmand sommerens transfervindue med både spænding og halvsvedige håndflader.

- Hver sommer er der mange klubskifter. Jeg sidder og krydser fingre for, at spillerne havner gode steder. Jeg er meget afhængig af, at spillerne havner steder, hvor de kan udvikle sig, får spilletid, og bliver set for hvem de er.

- Generelt har vi mange spillere, der tænker sig godt om, men der er også eksempler på spillere, der havner i en blindgyde efter at have truffet et dårligt valg. Der kan man være i årevis, indtil man kommer på plads igen, og måske kommer man det aldrig. Så det er et meget vigtigt valg, når man skifter klub, siger Hjulmand.

Kasper Dolberg og Thomas Delaney er eksempler på spillere, der har mistet landsholdspladsen efter i vinter begge at have lavet et mindre vellykket skifte til Hoffenheim.

Landstrænerens telefon er altid åben, hvis en spiller vil have Hjulmands besyv med før et klubskifte eller drage nytte af landstrænerens netværk.

- Det er vigtigt for spillernes udvikling, at det er en træner, som vil have dem og kan se, hvordan de kan udvikle sig. Træneren kan også se, hvordan spilleren passer ind og kan gå ind på holdet. Så det forsøger jeg også at rådgive spillerne til at finde ud af.

- Jeg kender en masse trænere, og jeg kender en masse strukturer i de forskellige klubber. Er det træneren, sportsdirektøren eller ejeren, som bestemmer, hvem der skal købes? Hvem skal man passe på med at blive købt af? Nogle spillere ringer meget til mig, mens andre ikke gør, siger Hjulmand.

Offensivspilleren Jesper Lindstrøm er en af de spillere, der meget vel kan stå foran et klubskifte i løbet af sommeren. Da han i 2021 forlod Brøndby til fordel for Eintracht Frankfurt, viste det sig at være et perfekt match.

Ud over et muligt opkald til landstræneren vil Lindstrøm bruge samme fremgangsmåde som for to år siden, når han skal beslutte sig for, hvilken arbejdsgiver der giver hans karriere de bedste betingelser.

- Jeg kigger på spillestil, på træneren og på konkurrenter. Hvad er muligheden for at spille? Hvis der ikke er så god mulighed, så synes jeg det vil være latterligt at skifte.

- Man kan aldrig være 100 procent sikker på at komme til at spille et nyt sted, det var jeg heller ikke, da jeg skiftede til Frankfurt, men jeg kan kigge på et holdkort og være realistisk.

- Hvis jeg skifter til en af de helt store klubber lige nu, så er der måske ikke så god chance for spilletid, rationaliserer Lindstrøm.

Forsvarsspilleren Victor Nelsson er yderst vellidt i den tyrkisk storklub Galatasaray, som han netop har gjort til tyrkisk mester.

Han tager gerne en sæson mere i Istanbul, men erkender også, at et skifte til Premier League er en drengedrøm.

- Jeg vil selv mene, at jeg passer godt til spillestilen i England, siger Victor Nelsson.

Men et er alt det fodboldmæssige, når der skiftes klub. Noget andet er livet uden for banen. Det hensyn vægter Nelsson og Lindstrøm forskelligt.

- Det er ikke for at være en røv, men jeg tænker ikke så meget på familien i forhold til et klubskifte. Vi skal nok finde ud af det på en eller anden måde, siger den vordende far Victor Nelsson.

- Jeg tror, man finder en ro alle steder. Tyrkiet var også meget anderledes end Danmark, og det skulle både jeg og min kæreste vænne os til, tilføjer han.

For Jesper Lindstrøm har geografi og kultur en større betydning.

- Jeg elsker at spille og bo i Frankfurt. Det er et vanvittigt fedt sted med gode træningsfaciliteter, det er en klasseby, og der er en lufthavn lige ved siden af, og min kæreste kan godt lide at bo i Frankfurt, og det er også vigtigt. Hvis hun ikke har det godt, har jeg det heller ikke godt, siger Lindstrøm.

/ritzau/

Landsholdsemner er på salgsrampen

En lang række landsholdsemner kan ende med at skifte klub i løbet af sommeren. Her er de spillere, hvor det synes mest oplagt at skifte klub:

* Kæmper med spilletiden: Kasper Dolberg (Nice, udlejet til Hoffenheim i foråret), Thomas Delaney (Sevilla, udlejet til Hoffenheim i foråret), Jacob Bruun Larsen (Hoffenheim), Robert Skov (Hoffenheim) og Yussuf Poulsen (RB Leipzig).

* Er rykket ned fra den bedste række: Martin Braithwaite (Espanyol), Rasmus Nissen Kristensen (Leeds), Oliver Christensen (Hertha Berlin) og Victor Kristiansen (Leicester).

* Kan tage skridtet til en større klub: Mads Hermansen (Brøndby), Victor Nelsson (Galatasaray), Rasmus Højlund (Atalanta), Morten Hjulmand (Lecce), Jesper Lindstrøm (Frankfurt), Elias Jelert (FC København), Gustav Isaksen (FC Midtjylland) og Maurits Kjærgaard (RB Salzburg).

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu