Højgaard suser op på verdensranglisten og øjner top-50
Nicolai Højgaard kysser trofæet efter sin sejr i Italian Open i september 2021. Det var hans første sejr på DP World Tour. Søndag vandt han sin anden, og det sender ham langt op på verdensranglisten. Foto: Andrew Medichini/Ritzau Scanpix
Andrew Medichini/Ritzau Scanpix
Den danske golfprofil Nicolai Højgaard nærmer sig top-50 i verden efter sin seneste turneringssejr.
Nicolai Højgaard er verdens 67. bedste golfspiller ifølge den seneste verdensrangliste.
Den er netop blevet opdateret, efter at den 20-årige dansker søndag vandt DP World Tour-turneringen Ras al Khaimah Championship.
Nicolai Højgaard springer frem fra en plads som nummer 100 til 67.-pladsen. Det er hans hidtil højeste placering i karrieren.
Det betyder samtidigt, at han begynder at nærme sig top-50 i verden, hvilket vil være en markant milepæl.
Det vil nemlig betyde automatisk adgang til de fleste majorturneringer og dermed langt større chance for at spille med om de mest attraktive præmier og ranglistepoint.
En placering i top-50 vil også betyde en invitation til The Players Championship, der afvikles i Florida om en måneds tid.
The Players Championship er ikke en majorturnering, men den har til gengæld en af sportens allerstørste præmiepuljer og masser af point til verdensranglisten.
I 2021 spillede feltet i The Players Championship om knap 100 millioner kroner, hvoraf vinderen, Justin Thomas, fik 17,5 millioner kroner.
Nicolai Højgaard har dog kun til udgangen af februar til at avancere til top-50, hvis han vil med i den attraktive turnering i USA i 2022.
Med andre ord skal han meget gerne ud og lave en ny topplacering på DP World Tour - den tidligere European Tour - i denne uge.
Umiddelbart burde det være en mulighed. Der spilles nemlig på den samme bane i De Forende Arabiske Emirater, som han triumferede på i sidste uge. Denne gang hedder turneringen Ras al Khaimah Classic.
De mandlige danske golfspillere har generelt haft en forrygende periode på det seneste.
5 af de seneste 15 turneringer på DP World Tour har haft en dansk vinder. Nicolai Højgaard har vundet to af de fem. Tvillingbroren Rasmus Højgaard har ligesom Jeff Winther og Joachim B. Hansen vundet én i perioden siden august 2021.
Den samlede vinder af Challenge Touren i 2021, Marcus Helligkilde, er næstbedste dansker på verdensranglisten som nummer 89.
Herefter følger Rasmus Højgaard (108), Joachim B. Hansen (116) og Jeff Winther (148).
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie