Holger Rune viser klassen i tredje sæt og er videre i Brisbane
Holger Rune leverede suveræn tennis og flere flotte vindere i tredje sæt. Foto: Jono Searle/Ritzau Scanpix
De to første sæt var tætte, men i det tredje var Holger Rune suveræn, da han spillede sig videre i Brisbane.
I en fremragende tenniskamp, der rundede 2 timer og 30 minutter, var danske Holger Rune knivskarp i tredje sæt, da han slog russiske Alexander Shevchenko, der ligger nummer 48 i verden.
6-4, 5-7, 6-2 vandt 20-årige Rune over den 23-årige russer og spillede sig videre til kvartfinalen ved ATP-turneringen Brisbane International, som fungerer som opvarmning til Australian Open, der begynder 14. januar.
Rune er selv nummer otte på verdensranglisten og førsteseedet i turneringen, hvor Rafael Nadal også gør comeback på et wildcard efter sin lange skadespause i 2023.
Den 37-årige spanier er med i modsatte turneringshalvdel i forhold til Rune, og de to kan først mødes i en eventuel finale, der spilles søndag.
I kvartfinalen venter den useedede australier James Duckworth, der ligger nummer 116 i verden. Den kamp spilles fredag.
Rune og Shevchenko lagde jævnbyrdigt fra land, og trods tætte partier formåede de begge at holde serv i en velspillet og intens indledning.
Ved stillingen 3-3 lykkedes det for Rune at bryde russeren, der i to tidligere servepartier havde overlevet danske breakbolde.
Rune servede godt mod Shevchenko og leverede i alt 12 esser i kampen. Det samme som i første runde mod australske Max Purcell.
Derfor var det heller ikke den store udfordring for Rune at holde serv og sikre sættet 6-4.
I andet sæt var Alexander Shevchenko mere sikker i egen serv, hvor Rune havde svært ved at presse ham i samme omfang som i første sæt.
Niveauet i kampen var højt og begge spillere diskede undervejs op med flere flotte stopbolde og vindere.
Russeren formåede undervejs i sættet at løfte sit niveau i danskerens serv.
Foran 6-5 i andet sæt lykkedes det for Shevchenko at bryde en frustreret Rune og med sin første sætbold at sende kampen ud i tredje sæt.
Holger Rune kom særdeles veloplagt ud til tredje sæt, og med fremragende tennis brød han Shevchenko to gange og kom hurtigt foran 4-0.
Derfra fortsatte danskeren storspillet og leverede flere flotte vindere, da han sikkert kørte kampen hjem med 6-2 i tredje sæt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned