Cykelrytteren Alex Rasmussen satte selveste Alberto Contador til vægs på Giroens sidste enkeltstart, men en fladt hjul 1000 meter før mål kostede danskeren sejren med sølle syv sekunder til David Millar.
- For holdet er den andenplads lige så god som en sejr, siger danskerens sportsdirektør på HTC-Highroad, Brian Holm.
- Det er fandeme flot, for han kører mod de helt tunge drenge. Jeg tror ikke, der er nogen, der er mere glade for den andenplads, end jeg er. Det er som om, det ikke er gået op for folk, hvor stort det faktisk er, siger Brian Holm.
Enkeltstarten er et internationalt gennembrud for den 26-årige HTC-Highroad-rytter, som tager et pænt hop i hierarkiet på det ellers stjernespækkede mandskab efter sin præstation.
- Nu har han fasttømret sin position på holdet, så fremover bliver det meget nemmere for ham. Holdet er lige så glad for ham, som havde han vundet den enkeltstart.
- Det betyder, at det bliver i hans størrelse næste gang, der kommer nye aerodynamiske dragter, der skal testes.
- Og når der kommer nye enkeltstartshjul, der kun er tre af, så bliver det ham, så er det Alex, der får dem, siger Brian Holm, som kalder Rasmussens potentiale i Cancellara-klassen.
Brian Holm hæfter sig også ved, at Alex Rasmussen ud over enkeltstarten leverede et Giro d'Italia, hvor han løste de to opgaver, han var blevet stillet: At hjælpe sprinteren Mark Cavendish til etapesejre og derefter gennemføre løbet.
Den 26-årige fynbo føler, at han leverede sin bedste indsats nogensinde som lead out-mand for Cavendish på 12. etape.
- Det fungerede super fedt. Det giver mig blod på tanden i forhold til at prøve det i Touren. Men det kommer selvfølgelig an på så meget. Cavendish sagde, at det var perfekt kørt, og han var glad for min indsats, siger Rasmussen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned