Horsens Håndbold vinder og sikrer en ny sæson i ligaen
Horsens Håndbold er klar til endnu en sæson i Bambusa Kvindeligaen. (Arkivfoto) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Efter sejre over Sønderjyske er Horsens Håndbold sikker på en ny sæson i den bedste kvindelige håndboldrække.
Horsens Håndbold tager en sæson mere i Bambusa Kvindeligaen.
Klubben slog onsdag aften Sønderjyske på udebane med 31-27 i den anden af potentielt tre nedrykningskampe.
Sønderjyske kunne have tvunget serien ud i en tredje kamp, men fordi Horsens vandt det første opgør med 32-28, er det nu afgjort, at Sønderjyske må blive i 1. division.
Horsens var foran i stort set hele kampen og trak faktisk fra i anden halvleg. Sønderjyske løftede imidlertid sit spil i den sidste fase af kampen og sørgede for, at det ikke endte i total afklapsning.
De to hold mødtes i de afgørende kampe, fordi Horsens endte sidst i nedrykningsspillet og derfor skulle op imod et hold fra 1. division for at sikre overlevelsen.
Det var enten Sønderjyske eller EH Aalborg, som mødtes over tre kampe i slutningen af april og starten af maj. Sønderjyske vandt og blev klar til kampene mod Horsens.
I onsdagens opgør fulgtes de to mandskaber ad til stillingen 3-3, men derefter tog Horsens fat og skabte en føring på fire-fem mål.
Den holdt hele vejen til pausefløjt, hvor der stod 19-14 i horsensiansk favør på tavlen. Melissa Petrén gik forrest i første halvleg og scorede seks kasser.
Horsens kom flyvende ud til anden halvleg og var efter ti minutter foran med ni mål. Sønderjyske lod sig dog ikke køre over, men tog skeen i den anden hånd.
I kampens sidste 20 minutter løftede sønderjyderne sig og havde med få minutter tilbage mindsket føringen til tre mål.
Panikken udeblev imidlertid hos Horsens' spillere, som tog tempoet ud af kampen og kørte sejren i hus. Melissa Petrén scorede yderligere fire mål i anden halvleg og blev kampens topscorer med ti kasser.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned