Hullet østrigsk bane er klar til ny kamp fredag
Hverken Joakim Mæhle eller nogle af de andre spillere på banen blev skadet, selv om der under kampen mellem Østrig og Danmark i Wien mandag opstod et stort hul i banen. Foto: Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix
Der er ikke fundet yderligere problemer med banen på Ernst-Happel-Stadion, hvor et hul opstod mandag.
Karim Benzema og de andre spillere, der skal i aktion i Nations League-kampen mellem Østrig og Frankrig fredag, behøver ikke frygte at træde ned i et stort hul.
Banen på Ernst-Happel-Stadion i Wien, hvor der i Østrigs kamp mod Danmark mandag opstod et hul, er således blevet clearet til fredagens kamp.
Det skriver det østrigske nyhedsbureau APA ifølge dpa.
Østrigs fodboldforbund afventer dog stadig en formel godkendelse af baneforholdene fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), som varetager Nations League.
Tirsdag lød det, at det var et massivt regnskyl natten til mandag, der forårsagede hullet i banen på Ernst-Happel-Stadion, som først blev opdaget, efter at kampen var gået i gang.
Grundvandet steg, og presset derfra skabte et hulrum under græstæppet, lød det.
Efterfølgende er resten af banen blevet undersøgt for mulige hulrum under overfladen, og det er der altså ikke dukket op. Hullet, som opstod mandag, er ligeledes blevet fyldt op.
- Undersøgelsen anbefaler, at alt det, der er planlagt, kan finde sted. Men vi venter stadig på en tilbagemelding fra Uefa, siger direktør i Østrigs fodboldforbund Bernhard Neuhold ifølge dpa.
Ingen spillere kom til skade på grund af hullet i banen, da Østrig og Danmark mandag mødtes. Thomas Delaney trådte ned i hullet, men der skete altså ikke noget.
- Hvis vi havde opdaget det inden kampen, så havde vi ikke spillet kampen. Så ville vi have det udbedret, inden vi ville spille. Det var for dårligt, sagde landstræner Kasper Hjulmand tirsdag.
Danmark vandt 2-1 over Østrig, som efter planen skal møde Frankrig klokken 20.45 fredag. Danmark tager i Parken imod Kroatien.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie