Hurricanes tager endnu en slutspilssejr med dansker i målet
Med Frederik Andersen i målet tog Hurricanes den anden sejr af to mulige natten til lørdag dansk tid. Foto: James Guillory/Ritzau Scanpix
Kun et skud på mål kom forbi Frederik Andersen, hvis hold natten til lørdag tog endnu en sejr i NHL-slutspil.
Carolina Hurricanes, der har danske Frederik Andersen i målet, tog natten til lørdag endnu en sejr over New Jersey Devils i slutspillet i den bedste nordamerikanske hockeyliga, NHL.
På hjemmebane slog Andersens hold modstanderne fra New Jersey 6-1, og de fører nu 2-0 i slutspillet, hvor der i alt skal spilles syv kampe.
Frederik Andersen lukkede altså blot et enkelt mål ind i kampen, og han havde hele 28 redninger med en redningsprocent på 96,6.
Første periode af kampen var målløs, men allerede efter lidt mere end et minut inde i anden periode var Andersens holdkammerat finske Jesperi Kotkaniemi på pletten og scorede til 1-0.
Lidt over to minutter senere var finnen igen skarp og gjorde det til 2-0.
Hurricanes scorede yderligere to mål i anden periode og kunne altså starte tredje periode med en føring på 4-0.
Knap fire minutter inde i tredje periode scorede amerikanske Miles Wood fra Devils dog på danskeren og stillingen blev 4-1.
Hurricanes nåede dog at score yderligere to mål inden slutfløjtet.
De kan nu se frem til at møde Devils på udebane søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie