IAAF: Midlertidig hormonregel skaber lighed og klarhed
Som følge af hormonregel kommer Caster Semenya ikke til at deltage ved efterårets VM. Foto: Karim Jaafar/Ritzau Scanpix
Karim Jaafar/Ritzau Scanpix
Det Internationale Atletikforbund glæder sig over, at hormonregel bliver midlertidigt indført op til VM.
Den Schweiziske Forbundsdomstol genindførte tirsdag midlertidigt den omstridte regel om, at kvinder med et højt niveau af mandlige kønshormoner skal sænke det med medicin for at kunne deltage i visse konkurrencer.
Det sker forud for efterårets VM, og reglen kommer til at betyde, at VM bliver uden deltagelse af stjerneløberen Caster Semenya, der nægter at indordne sig inder reglen.
Det Internationale Atletikforbund (IAAF) glæder sig over domstolens beslutning.
- IAAF hilser beslutningen fra Den Schweiziske Forbundsdomstol velkommen.
- Beslutningen skaber tiltrængt lighed og klarhed for alle atleter, der forbereder sig til VM i Doha, lyder det fra IAAF ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tirsdagens udvikling er den seneste i en efterhånden lang og turbulent føljeton.
IAAF står bag reglen, som flere domstole i løbet af 2019 har taget stilling til, efter at Caster Semenya har protesteret imod den.
1. maj meddelte Den Internationale Sportsdomstol (CAS), at det er tilladt for IAAF at have regler, der betyder, at kvindelige mellemdistanceløbere med et højt niveau af mandlige kønshormoner medicinsk skal sænke deres testosteronniveau, hvis de vil konkurrere på eliteplan.
Små to uger senere ankede Sydafrikas Atletikforbund (ASA) CAS' dom til Den Schweiziske Forbundsdomstol.
Forbundsdomstolen besluttede 3. juni midlertidigt at suspendere reglen, hvilket udløste et ønske fra IAAF om at genindføre den midlertidigt, indtil der er blevet taget en endelig beslutning. Det blev først afvist 13. juni, men er altså nu alligevel sket.
Atletik-VM afholdes i år i Doha i Qatar fra 27. september til 6. oktober.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie