Ibrahimovic om batalje: Han hoppede ind i min albue
Zlatan Ibrahimovic var i begivenhedernes centrum mod Bournemouth. Foto: AP/Martin Rickett
AP/Martin Rickett
Den svenske stjernespiller havde en særlig analyse af sin batalje med Bournemouths Tyrone Mings.
Zlatan Ibrahimovic var i den grad i centrum, da Manchester United lørdag skuffede med 1-1 hjemme mod Bournemouth i Premier League.
Den svenske fodboldspiller brændte et straffespark i anden halvleg, og i første halvlegs slutfase var han involveret i tre episoder inden for kort tid, der forårsagede et rødt kort og kunne have resulteret i yderligere to.
Zlatan Ibrahimovic blev først godt gal i skralden, da han liggende blev trampet i hovedet af Bournemouths Tyrone Mings.
Svenskeren - der i forvejen slæbte rundt på et gult kort - hævnede sig kort efter, da han smækkede en albue i hovedet på Tyrone Mings.
Det fik gæsternes Andrew Surman til at skubbe til Zlatan Ibrahimovic, og Bournemouth-spilleren røg herefter ud med sit andet gule kort.
Zlatan Ibrahimovic havde sin helt egen forklaring på albuesekvensen, der kan betyde, at han senere bliver idømt karantæne.
- Hør her, hvad der sker på banen, bliver på banen, siger den 35-årige angriber til BBC.
- Jeg angriber ingen uden for banen. Vi har tv, vi kan se billederne. Jeg hopper højt op, og han (Tyrone Mings, red.) hopper ind i min albue, siger Zlatan Ibrahimovic.
Tv-billederne gav dog på ingen måde opbakning til den udlægning af sagen, eftersom svenskeren tydeligt svingede sin albue ind i hovedet på Bournemouth-spilleren.
Tyrone Mings skal dog heller ikke føle sig for sikker på at undgå et efterspil for episoden forinden, hvor han tydeligt trådte Zlatan Ibrahimovic i hovedet.
Den 23-årige englænder forsøgte også at agere uskyldigheden selv, da han blev spurgt, om han ramte Manchester United-spilleren med vilje.
- Nej, slet ikke. Det ville jeg aldrig gøre. Sådan spiller jeg ikke. Jeg kan lide at tackle hårdt og fair, men når bolden er væk, gør jeg ikke sådan noget, det er ikke en del af mit spil, siger Tyrone Mings.
Det Engelske Fodboldforbund (FA) har endnu ikke meldt ud, om episoderne får konsekvenser for Zlatan Ibrahimovic og Tyrone Mings.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned