Indonesisk danskerdræber slår Jan Ø. i semifinale i Tokyo
Billedet her er fra kvartfinalen i Japan Open, hvor Jan Ø. Jørgensen besejrede landsmanden Rasmus Gemke. I lørdagens semifinale måtte Jørgensen give fortabt. Foto: Toshifumi Kitamura/Ritzau Scanpix
Toshifumi Kitamura/Ritzau Scanpix
For anden dag i træk sendte indoneseren Jonatan Christie en dansker ud af Japan Open.
Indoneseren Jonatan Christie har været en ond ånd for to af Danmarks bedste mandlige badmintonspillere i denne uges World Tour-turnering Japan Open.
Lørdag formiddag dansk tid spillede indoneseren sig i turneringens finale på bekostning af Jan Ø. Jørgensen. Danskeren tabte 14-21, 14-21.
Det er en anden dag i træk, at Christie gør det af med en dansker. I fredagens kvartfinale vandt han sikkert i to sæt over Anders Antonsen.
Jan Ø. Jørgensen var aldrig for alvor tæt på at revanchere sin landsmand i semifinalen. De to spillere var kun lige ved 0-0 i hvert sæt - derfra tog indoneseren føringen.
Efter en dårlig indledning på første sæt med fem tabte dueller fik danskeren ellers spillet sig op og var med til 11-13, før Christie igen satte trumf på og lukkede sættet.
I samtalen med landstræner Kenneth Jonassen mellem første og andet sæt kunne man fornemme, at 31-årige Jørgensen stadig troede på en sejr.
Kampgejsten var dog ikke nok til at matche den ti år yngre og rapfodede Christie. Da Christie gik fra 6-5 til 11-5, syntes kampen afgjort, men med fem vundne dueller i træk holdt danskeren alligevel liv i opgøret.
Pointmæssigt kom Jan Ø. Jørgensen dog aldrig tilbage på omgangshøjde, og med en stærk slutspurt mod en træt dansker vandt Christie opgøret på sin første af seks matchbolde.
Med Jan Ø. Jørgensens exit har samtlige danskere udspillet deres rolle i Tokyo.
Japan Open er en Super 750-turnering på World Touren. Dermed overgås den kun af sæsonfinalerne samt de tre Super 1000-turneringer. Der er fem årlige Super 750-turneringer, og en af dem er Denmark Open.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned