Indskiftet stopper redder Juventus i tillægstiden
Federico Gatti kom på banen efter en times spil og endte som redningsmand for Juventus. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Efter en sen udligning fik Juventus spillet sig til 1-1 i den første EL-semifinale mod Sevilla.
Sevilla var tæt på at kunne tage fra Torino med en kneben sejr i den første Europa League-semifinale mod Juventus.
Men langt inde i tillægstiden fik spanierne kastet en spand kold vand i hovedet. Her udlignede Federico Gatti, så kampen endte 1-1.
Forsvarsspilleren var blevet skiftet ind et kvarter inde i anden halvleg og headede bolden i nettet, efter at Paul Pogba havde pandet den videre.
Cirka midtvejs i første halvleg havde Youssef En-Nesyri sendt Sevilla i front, og marokkaneren så altså ud til at ende som matchvinder, indtil hjemmeholdet spolerede det.
Mens Juventus måtte nøjes med en lidt heldig uafgjort, så gik det bedre for det andet italienske hold i Europa League-semifinalerne, Roma, der i sin første kamp mod Bayer Leverkusen hjemme på Olimpico vandt 1-0.
Italienske Edoardo Bove lavede kampens ene mål. Der er returkampe næste torsdag.
Det er der også i Conference Leagues semifinaler, der ligeledes blev skudt i gang torsdag.
Fiorentina var i Firenze på vej mod uafgjort i mødet med Basel, men schweizerne endte med at kunne tage nordpå med en sejr efter et mål i tillægstiden af Zeki Amdouni, som gjorde det til slutresultatet 2-1.
Sådan endte det også i London, hvor West Ham tog imod AZ Alkmaar, der havde Jens Odgaard på banen fra start.
Danskeren kunne se sin holdkammerat Tijjani Reijnders sende det hollandske hold foran kort før pausen, men i anden halvleg blev kampen så vendt på hovedet.
Først udlignede Saïd Benrahma på et straffespark, hvorefter Michail Antonio gjorde det til 2-1 med et kvarter tilbage af den ordinære spilletid. Kort forinden var Jens Odgaard blevet skiftet ud.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned