Inter storsejrer over Lecce og Patrick Dorgu i Serie A
Lecces back Patrick Dorgu havde det svært over for Inter-spillerne i søndagens Serie A-kamp. Her er danskeren i kamp mod Davide Frattesi, der scorede til 1-0 i sejren på 4-0. Foto: Alessandro Garofalo/Reuters
Lecce og Patrick Dorgu var aldrig for alvor i nærheden af point hjemme mod Inter i den italienske Serie A.
Det ligner efterhånden et parløb i toppen af Serie A mellem Napoli og Inter om det italienske mesterskab.
Inter vandt søndag aften uden de store problemer med 4-0 ude over Lecce, der havde Patrick Dorgu med i hele kampen.
Med sejren halede Inter ind på Napoli, som lørdag vandt 2-1 hjemme over Juventus og topper ligaen med 53 point. Inter har 50 point for en kamp færre end Napoli.
Nærmeste forfølger er Atalanta på tredjepladsen med 46 point, så Bergamo-mandskabet kan stadig nå at blande sig helt i toppen.
Lecce kommer med sikkerhed ikke til at blande sig i toppen, men skal i stedet koncentrere kræfterne om at undgå nedrykning.
Lige nu er Lecce placeret lige over nedrykningsstregen med et point ned til Verona, der har spillet en kamp færre.
Allerede efter seks minutter scorede Inters midtbanespiller Davide Frattesi til 1-0 efter et oplæg af angriberen Marcus Thuram.
Patrick Dorgu var placeret som back i kampen mod Inter, og det slap han ikke ret godt fra ved Inters andet mål.
Det var den danske landsholdsspiller, som mistede bolden, og kort efter hamrede Inter-angriberen Lautaro Martínez den op i hjørnet.
Dorgu, der på rygtebørsen er sat i forbindelse med Manchester United, leverede også nogle gode offensive aktioner, men Lecce manglede den sidste skarphed i front.
I anden halvleg leverede Inters wingback Denzel Dumfries en solopræstation og øgede til 3-0 efter 57 minutter, inden den indskiftede angriber Mehdi Taremi cementerede sejren på et straffespark.
I næste spillerunde i Serie A skal Inter møde lokalrivalerne fra AC Milan, som tidligere lørdag var i store problemer hjemme mod Parma. Men Milan endte med at vinde 3-2 efter to mål i tillægstiden.
Milan er nede på sjettepladsen og har meget langt op til mesterskabskampen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned