Investor køber sig ind i New Zealands rugbylandshold
Det ikoniske newzealanske rugbylandshold All Blacks har vundet VM tre gange. Foto: Mark Baker/Ritzau Scanpix
En mindre del af All Blacks er kommet på amerikanske hænder efter to års forhandlinger.
New Zealands succesfulde rugbylandshold kendes bedst under navnet All Blacks.
Det ikoniske landshold, der har vundet VM tre gange, er med tiden blevet et så stort varemærke, at det har vakt interesse fra investorer.
Torsdag er der faldet en aftale på plads mellem landets rugbyforbund, New Zealand Rugby, og det amerikanske investeringsfirma Silver Lake, der køber sig til en mindre del på 5,8 procent af All Blacks.
Prisen er 200 millioner newzealandske dollar svarende til 900 millioner kroner.
Aftalen har været to år undervejs, da der internt i New Zealand har været modstand omkring investorernes indtog. Flere frygter, at handlen betyder, at der sælges ud af New Zealands kulturarv.
Formand for New Zealand Rugby, Stewart Mitchell, beskriver aftalen som monumental og historisk.
- Det har taget os noget tid at nå til dette punkt, fordi vores medlemmer bekymrer sig så meget om vores spil, vores miljøer og vores folk, siger formanden.
Handlen fik dog overvældende opbakning med en stemmefordeling på 89 for og blot en enkelt stemme imod.
Formelt set får investeringsfirmaet Silver Lake en ejerandel på 5,8 procent af en ny kommerciel enhed, der styres af rugbyforbundet.
Silver Lake har gennem årene investeret i flere organisationer inden for sporten. Firmaet er blandt andet medejer af den engelske fodboldklub Manchester City.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned