IOC giver Wada skylden for russisk dopingkaos op til OL
De to organisationer, der skal arbejde sammen om at udrydde OL-doping, har svært ved at blive enige.
Mens OL nærmer sig, bliver forholdet mellem Den Internationale Olympiske Komitè (IOC) og Det Internationale Antidopingagentur (Wada) kun dårligere.
Appeller fra russiske atleter, som håber på at komme til OL, hober sig op hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS) tre dage inden OL-åbningsceremonien
IOC giver Wada skylden for den kaotiske situation, da de mener, at Wada i lang tid har kendt til det omfattende dopingproblem i russisk idræt.
Præsidenten for Wada, Craig Reedie, sagde mandag, at Wada reagerede på den russiske dopingskandale, så snart der forelå konkrete beviser i sagen.
Alex Gilady, som er IOC-medlem fra Israel, mener, at Wada længe har kendt til dopingsvindlen, da den russiske whistleblower Yuliya Stepanova, ifølge ham, fortalte Wada om de russiske dopingproblemer i 2010.
- I 2010 kom whistlebloweren til Wada, men da sagde de (Wada, red.), at de ikke vidste, hvad de skulle stille op, sagde han tirsdag til et IOC-møde.
- Man må tage sig til hovedet, hvis Wada siger, at de ikke ved, hvad de skal stille op, når en whistleblower kommer til dem med den slags informationer.
Præsidenten for IOC, Thomas Bach, kræver en tilbundsgående undersøgelse af Wada, skriver Reuters.
- Den seneste tids udvikling viser, at vi har brug for en gennemgang af Wadas anti-doping-system, sagde han tirsdag til IOC.
- IOC har brug for et stærkere og mere effektivt antidopingsystem. Det kræver en mere klar ansvarsfordeling, mere gennemsigtighed, mere selvstændighed og en bedre global harmoni.
Wada er utilfreds med, at IOC i forbindelse med den såkaldte McLaren-rapport, som for nyligt blev offentliggjort og til dels bygger på informationer fra Yuliya Stepanova, ikke fulgte Wadas opfordring, og udelukkede alle russiske atleter fra OL i Rio.
Rapporten konkluderede, at den russiske stat har været dybt involveret i et omfattende dopingprogram og svindel med positive dopingprøver.
I stedet vil IOC lade det være op til de enkelte sportsgrenes forbund at afgøre, om russiske atleter skal med til OL.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned