Der er delte meninger på ishockeylandsholdet om, hvem der er Danmarks ønskemodstander i torsdagens kvartfinale.
Nogle spillere mener, at Schweiz - som er nummer otte på verdensranglisten - vil være en nemmere modstander, men så er der også dem, der meget gerne vil prøve kræfter med Sverige.
Blandt dem er Jesper Damgaard. Landsholdets anfører har boet i Sverige, siden han var 17 år.
- Sportsligt set er det lige meget, hvilket hold vi møder. Men svenskerne vil have alt presset på sig i en kvartfinale. Aviserne derovre skriver allerede nu om, at det vil være den største idrætsfiasko nogensinde derovre, hvis de taber til os, siger Damgaard, der spiller i svenske Malmö Redhawks.
Klubkammeraten Morten Green vil også allerhelst møde Sverige, når alternativerne er Schweiz og Tjekkiet
- Følelsesmæssigt kunne det være sjovt at møde Sverige, hvor jeg har spillet de seneste 10 år. Ishockeymæssigt er det svært at sige. Jeg har ikke set nogen af holdene spille, så jeg ved ikke, hvem der står bedst til os, siger Green.
Han har ikke tænkt sig at følge de afgørende mellemrundekampe på tv.
- Der har været rigeligt med ishockey de seneste par dage, synes jeg. Mig og min værelseskammerat Daniel Nielsen kommer nok til at se nogle afsnit af Klovn i stedet for.
- Og lige meget hvad jeg ser, så er det alligevel træneren, der bestemmer det taktiske oplæg, og det stoler jeg 100 procent på, siger Green.
Uanset, hvem det ender med at blive, skal Danmarks kvartfinale spilles torsdag 16.15 i SAP Arena i Mannheim, hvor Danmark endnu ikke har prøvet at spille.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned