Islandsk lodtrækningsjubel: Vi kan tage point fra alle
Island skal møde Portugal, Østrig og Ungarn ved EM i fodbold. Det passer ø-nationen ganske godt.
På papiret fik Island en god lodtrækning til sommerens EM i fodbold, da der lørdag blev trukket lod i Paris.
Islands svenske landstræner, Lars Lagerbäck, er da også meget tilfreds med at være kommet i gruppe med Portugal, Østrig og Ungarn.
- Vi endte ikke i den hårdeste gruppe. Jeg tror, det er muligt, at vi kan tage point fra dem alle, siger Lars Lagerbäck.
Mens Portugal med Cristiano Ronaldo åbenlyst er gruppens på papiret stærkeste hold, så forventer Lagerbäck også hård modstand fra Østrig.
- Vi mødte Østrig for et par år siden i en venskabskamp. Det er et svært hold at spille imod, de spiller meget fysisk og direkte, så det bliver en hård kamp, siger Lagerbäck.
Det er første gang, at Island deltager i en stor slutrunde i fodbold. For at gå videre kræver det, at holdet enten slutter i top-to eller bliver en af de fire bedste treere på tværs af de seks grupper.
I den portugisiske lejr er der stor respekt for Island, der på trods af et beskedent indbyggertal på cirka 330.000 slog store fodboldnationer i kvalifikationsturneringen.
- Island er et hold, som har forbedret sig meget i løbet af de seneste få år. De kvalificerede sig direkte fra sin gruppe ved blandt andet at slå Holland ud undervejs, og det siger meget om deres potentiale, siger landstræner Fernando Santos.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned