Jacobsen: Håber der sker noget om få dage

Klubløse Lars Jacobsen har stadig ikke fundet sig en ny arbejdsgiver, selv om sæsonen efterhånden er begyndt i alle ligaer i Europa. Men landsholdsspilleren regner meget snart med at finde en ny klub.

- Jeg har ikke lige været oppe med kuglepennen efter kampen og skrive under på noget. Men jeg håber, at der sker noget i løbet af de næste par dage. Nu må vi se, siger Lars Jacobsen.

- Der er nogle forskellige muligheder, men jeg holder dem for mig selv.

- Det er ikke mig, der afgør det. Jeg synes, jeg leverede en fornuftig indsats, og jeg vil da håbe, at der er nogen, der synes, det så ok ud, siger Lars Jacobsen.

I 2-0-sejren over Norge leverede Lars Jacobsen en solid præstation, og det er sådan noget, der giver ham tro på fremtiden.

- Det var selvfølgelig dejligt, og jeg er glad for, at Morten Olsen fortsat har givet mig chancen for at spille på det her hold.

- Jeg ved også godt, at der snart skal ske noget i forhold til en klub. Ellers er landsholdspladsen på lånt tid. Det håber jeg også, der gør, fastholder Lars Jacobsen med vanlig optimisme.

Højrebacken kunne have krydret sin indsats med et mål efter fem minutter, men den tidligere FC København-spiller brændte helt fri med den norske keeper.

- Det var ligesom, der gik stød gennem mig, da jeg kom ind i feltet. Jeg vil prøve på at glemme den chance, men det var pisse ærgerligt. Det irriterer mig stadigvæk, at det heller ikke skulle være denne gang.

- Det var brandærgerligt, for det var et rigtigt fint opspil, og chancen var i hvert fald stor nok. Men koldblodigheden var ikke stor nok hos mig. Det havde ellers været god reklame, hvis nogle søger en målfarlig højreback, funderer Lars Jacobsen.

I nu 44 A-landskampe har Lars Jacobsen stadig ikke scoret et eneste mål.

/ritzau/

Lars Jacobsen satser på, at landskampen mod Norge kan bruges som springbræt til at finde en ny klub.

Offentliggjort Sidst opdateret