Jeanette Ottesen: EM i Danmark kan blive uden mig
Jeanette Ottesen vandt i sidste uge VM-guld i 50 meter butterfly i Canada. Det er dog usikkert, om hun er med næste år, når der er kortbane-EM i København. Foto: AP/Frank Gunn
AP/Frank Gunn
Den nykårede verdensmester vil ikke give lovning på, at hun deltager i kortbane-EM på hjemmebane i 2017.
Svømmestjernen Jeanette Ottesen har endnu ikke gjort op med sig selv, om hun deltager i kortbane-EM i København i 2017.
Tirsdag deltog den nykårede verdensmester, da Dansk Svømmeunion havde samlet de bedste danske svømmere i Royal Arena for at markere, at der nøjagtigt er et år til EM i den kommende multiarena.
- Jeg tager en dag ad gangen, og hvis jeg er her om et år, så er jeg her om et år, siger 28-årige Ottesen, der i weekenden vandt VM-guld i Canada i 50 meter butterfly.
Spørgsmål: Så det er ikke sikkert, at du er med til EM i København?
- Det må tiden vise.
- Så længe jeg synes, at det er sjovt, er glad og tilfreds, og det hele bliver gjort på den rigtige måde, så bliver jeg ved, siger hun.
Spørgsmål: EM på hjemmebane kunne jo være en perfekt afslutning på din karriere?
- Det ville det. Nu er jeg også lige blevet verdensmester, og det er også en god måde at stoppe på.
- Men jeg er ikke stoppet, og vi må se, hvad der sker, siger hun.
Spørgsmål: Hvordan ser du din svømmekarriere fremadrettet?
- Jeg forstår interessen, men det er der ikke nogen, der behøver at vide. Det er mig, som det handler om, og det er ikke jer.
- Hvad, der kommer til at ske med mig, det må I vente med at se.
- Jeg ved endnu ikke selv, hvad der kommer til at ske, og når jeg finder ud af det, så kommer jeg nok ikke til at sige det højt, siger Ottesen.
Sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach har forståelse for, at den 28-årige svømmestjerne tøver med at melde klart ud omkring EM i København.
- Det er helt forståeligt. På det stadie, hvor hun er i sin karriere, kan der ske meget på et år.
- Synes hun fortsat, at hun har motivationen og inspirationen til at lægge alle de timer i det, som skal til? Det har jeg fuld forståelse for, siger sportschefen.
- Hvis Jeanette fortsætter med at holde sig i god form, så har hun niveauet, og så vil vi elske at have hende med, siger Lars Green Bach.
Jeanette Ottesen rundede ved VM i Canada 50 internationale medaljer i karrieren, da det ud over guld i 50 meter butterfly blev til bronze med holdkappen i 50 meter medley.
Kortbane-EM i december 2017 er den første store idrætsbegivenhed, der skal afholdes i Royal Arena.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned