Jesper D. Jensen gider ikke længere bøvlet med at være formand for Dansk Professionelt Bokse-Forbund (DPBF).
Han trækker sig med øjeblikkelig virkning som følge af den verserende strid mellem bokseren Rudy Markussen og dennes tidligere promotor Mogens Palle.
- Jeg er træt af det her, det har fået for store personlige konsekvenser. Nu går man direkte mod min person, selvom jeg ikke har noget med Markussen-sagen at gøre. Så nu har jeg valgt at trække mig som formand, siger Jesper D. Jensen til tv2sport.dk.
Striden handler om et otte år gammelt lån. Mogens Palle mener ikke, at Markussen har betalt sit lån på 240.000 kroner fra 2002 tilbage. Derfor tøver DPBF med at give Markussen starttilladelse til TV2 Fight Night-stævnet lørdag i næste uge i Herning.
Og som modsvar har Rudy Markussens nye promotor, Team Sauerland, truet med at flytte danskerens licens til Østrig og lægge sag an mod Jesper D. Jensen.
- Det falder altid tilbage på formanden, og det er også okay, hvis det er konstruktiv kritik. Men når det bliver for personligt mod mig som person, så vil jeg ikke længere være med, siger Jesper D. Jensen til tv-stationen.
Han har det svært med, at DPBF er havnet midt i sagen.
- Hvis vi giver dem licens til at bokse i Herning, så lægger den ene part sag an mod os. Hvis vi undlader at give dem licens, så vil den anden part lægge sag an mod os. Sådanne forhold kan jeg ikke leve med, jeg gør det her frivilligt uden løn, siger Jesper D. Jensen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned