Jesper Jensen kalder fransk EM-klynkeri for åndssvagt

Jesper Jensen har ikke meget forståelse for Frankrigs klagesang over programmet ved EM i Danmark. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den danske landstræner giver ikke meget for Frankrigs brok over Danmarks fordelagtige kampprogram ved EM.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med sejren over Danmark tirsdag sikrede Frankrig sig førstepladsen i gruppen og de maksimale fire point med over til mellemrunden.

Alligevel var ikke alt fryd og gammen hos de forsvarende europamestre.

Landstræner Olivier Krumbholz var alt andet end tilfreds med kampprogrammet for mellemrunden.

Som hjemmebanenation var Danmark nemlig sikret en hviledag mellem alle kampe i mellemrunden, uanset placeringen i indledende gruppe, mens Frankrig skal spille to kampe på to dage.

Han kaldte det en "skandale", men ifølge den danske landstræner Jesper Jensen bør kollegaen falde til ro og tage et kig på det store billede. Og faktisk bare huske på EM for to år siden i Frankrig.

- Jeg synes, det er en åndssvag snak at have, lyder det fra Jesper Jensen.

- Jeg ved jo, at ved EM i Frankrig i 2018 havde de samme muligheder. EHF har jo ikke lagt det sådan for at give os en fordel og de andre en ulempe.

- Det er lagt sådan, fordi vi er en publikumssport i underholdningsbranchen, og det vil sige, at for at Danmark havde kunnet fylde Boxen, hvis der måtte være tilskuere, så har EHF valgt, at vi skal spille fredag, søndag og tirsdag klokken 20.30.

Frankrig skal torsdag møde Spanien, og cirka 20 timer senere skal holdet i kamp igen, denne gang mod Rusland. Som dog også har spillet dagen forinden.

Jesper Jensen mener sagtens, at det lagte program kan forsvares sportsligt, selv om han anerkender, at det måske giver Danmark en lille fordel fysisk sammenlignet med nogle af de andre hold.

Alternativet findes bare ikke, hvis niveauet i håndboldsporten skal opretholdes ifølge den danske landstræner.

- Alternativet er, at vi skulle lave fuldstændig lige vilkår for alle, men så skulle vi være amatørspillere i stedet, for så var vi ikke en kommerciel forretning.

- Vi må acceptere, at vi er i underholdningsbranchen, og så synes jeg, at Frankrig skal klappe hesten, for de havde fuldstændig samme fordel ved EM i 2018.

- Spillerne skal vælge, om de vil have den 100 procent sportsligt fair turnering og samtidig gå 30 procent ned i løn, eller vil de have den løn, de får nu, kunne leve af deres sport og give mulighed for at udvikle vores sport endnu mere.