- Hvis vi var blevet europamestre, verdensmestre eller olympiske mestre én gang, så havde mit eftermæle været større og stærkere.
Ordene kommer fra Jesper Jensen, der i lørdagens testkamp mod Tyskland står i spidsen for de danske håndboldkvinder for sidste gang og giver stafetten videre til Helle Thomsen.
Den afgående landstræner medgiver, at Danmarks nuværende landshold ikke har opnået den samme status som 1990'ernes "Jernhårde Ladies", men mindre kan også gøre det.
- Det er jeg helt rolig omkring, for jeg er meget stolt af det, vi har lavet både på og uden for banen. Vi har bragt landsholdet et godt sted hen, mener Jesper Jensen.
Med seks semifinaler i træk ved store slutrunder har Danmark under Jesper Jensens ledelse i de seneste fem år spillet sig op i medaljekampene igen.
- Det synes jeg, er lige så imponerende, som det er at vinde to mesterskaber ud af syv, hvis man til gengæld bliver nummer fem i de andre.
- Kontinuitet har været det vigtigste for mig og det, som jeg er allermest glad for, siger Jesper Jensen.
Morten Henriksen, sportschef i DanskHåndbold, blåstempler Jesper Jensens periode som landstræner med to gange EM-sølv, to gange EM-bronze samt OL-bronze.
- Jesper tog det skridt, vi ønskede, dengang vi ansatte ham, hvor vi var på vej, men endnu ikke havde forløst potentialet om at være et fast medaljehold. Det har han gjort. Det siger noget om en kompetent træner.
- Måden, han har gjort det på, fascinerer. Jesper har en stærk ledelsesfilosofi om, at trivsel og tryghed fint kan hænge sammen med toppræstationer. Det har han effektueret virkelig flot, siger sportschefen.
Jesper Jensen vil ikke lyve for sig selv og sige kategorisk nej til, at han går op i sit eftermæle.
- Selvfølgelig betyder det noget for mig, hvad andre synes om mig. Men i bund og grund vælger jeg min egen vej, og den er jeg som regel glad for. Og hvis jeg ikke er glad, forsøger jeg at lave den om.
- Jeg vil allerhelst huskes for at have været med til at bibringe en god og stærk kultur til kvindehåndbolden. Ikke bare på landsholdet, men også kvindehåndbolden, qua jeg også har været i klubhåndbolden.
- Mere end jeg vil huskes for, om jeg var i Final 4 i Champions League, vandt et dansk mesterskab eller fik sølv til EM, siger den tidligere Team Esbjerg-træner.
For Jesper Jensen har det handlet om at give spillerne ro og at gøre landsholdet folkeligt igen. Samt at efterlade håndboldkvinderne et bedre sted, end da han kom til.
Han håber, at spillerne vil se tilbage på en fed tid på landsholdet, hvor der var plads til at hygge sig, blive set som hele mennesker og udvikle sig som spillere.
- Jeg har fulgt med i kvindelandsholdet i mange år. Jeg har set de tæsk, de fik i medierne. Og de forhåbninger og drømme, der bristede undervejs, påpeger han.
I forhold til spillermaterialet mener Jesper Jensen, at forventningerne i en periode var for høje, før han tog over. Spillerne var ikke i stand til at leve op til forventningerne.
Derfor var det forløsende for Jesper Jensen at føre holdet tilbage på verdenskortet og til toppen af international håndbold startende med bronzemedaljen ved EM i 2021.
- Der er mange gode minder, når jeg kigger tilbage. Der er nogle enkelte ting, som står frem. Den første medalje i 2021 og de glædestårer især hos de mest rutinerede, der havde været med i længst tid, var en stor forløsning.
- At kvalificere os til OL samt vinde bronze vil stadig stå som ekstremt stort for mig og spillerne. Det var fedt at være en del af og se spillerne få den drøm opfyldt, lyder det fra Jesper Jensen.
/ritzau/
BLÅ BOG: Håndboldtræner Jesper Jensen
Jesper Jensen stopper som landstræner for de danske håndboldkvinder et år før tid for at blive cheftræner for håndboldkvinderne i ungarske Ferencvaros.
* Navn: Jesper Jensen.
* Alder: 47 år (født 30. oktober 1977).
* Nationalitet: Dansk.
Klubkarriere som spiller:
* Esbjerg (-1999).
* Skjern (1999-2013).
Landsholdskarriere:
* 120 landskampe (2001-2011).
* Var med til at vinde EM-guld i 2008, EM-bronze i 2006 samt VM-bronze i 2007.
Karriere som træner:
* Vejen EH (2013-14).
* Aalborg (2014-16).
* Team Esbjerg (2017-2024).
* Kvindelandsholdet (2020-2025).
* Ferencvaros (fra sommeren 2025).
Kilde: DanskHåndbold.
/ritzau/
FAKTA: Afgående landstræner vandt medaljer
Jesper Jensen har ført Danmark til fem medaljer:
* Bronze ved VM i 2021.
* Sølv ved EM i 2022.
* Bronze ved VM i 2023.
* Bronze ved OL i 2024.
* Sølv ved EM i 2024.
/ritzau/
Seneste artikler
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland