Jesper Møller summer videre over præsidentpost i Uefa
DBU-formand Jesper Møller blev torsdag udpeget som vicepræsident i Uefa. Den danske fodboldboss har ikke taget stilling til, om han vil gå efter at blive Uefa-præsident i fremtiden. Foto: Andrej Cukic/Ritzau Scanpix
Når Alexander Ceferin har taget stilling til sin fremtid som Uefa-præsident, vil Jesper Møller melde noget ud.
Vil Jesper Møller stille op og være kandidat til at blive Alexander Ceferins afløser som præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i 2027?
Det er et spørgsmål, Jesper Møller flere gange tidligere har udskudt at tage stilling til, og det gjorde han også torsdag efter Uefas kongres i Beograd.
Men spørgsmålet er ikke blevet mindre aktuelt, efter at Jesper Møller torsdag blev udpeget som en af i alt fem vicepræsidenter i Uefa.
Jesper Møller understreger, at han håber, at Ceferin fortsætter på præsidentposten i Uefa efter 2027, selv om sloveneren har meldt ud, at han vil stoppe.
Hvis Ceferins beslutning om at stoppe står ved magt, skal der findes en ny præsident. Men Jesper Møller vil stadig ikke melde noget ud om sit eget mulige kandidatur.
- Det vil jeg vente med at tage stilling til, indtil jeg kender præsidentens holdning. Nu ved Ceferin i hvert fald, at jeg og dansk fodbold bakker op om hans fortsatte kandidatur som Uefa-præsident.
- På et eller andet tidspunkt melder han noget ud. Hvornår ved jeg ikke, men det gør han nok senest ved udgangen af 2026. Så må vi se, hvordan situationen ser ud til den tid, siger Jesper Møller.
Han har over de seneste år bygget en tæt relation op med Ceferin, og den danske støtte er tidligere i år videreformidlet.
- Jeg har skrevet et brev til ham. Det har jeg også sendt rundt i organisationen, hvor jeg har viderebragt opfordringen. Så han er udmærket klar over, vi gerne vil have, at han fortsætter.
- Ceferin har sendt et pænt svar tilbage, og han er glad for opfordringen. Men han er ikke afklaret endnu.
- Han vil lade vores synspunkter indgå i sine overvejelser, når han engang eventuelt skal ændre sin beslutning. Det kommer ikke til at ske det første års tid, vurderer Jesper Møller.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned