Jonas Dal forstår offentlig jobsikring kort inden fyring
Jonas Dal har tidligere været træner i klubberne Hobro, Esbjerg og Fredericia. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jonas Dal ser intet odiøst i, at han i november fik en offentlig jobsikring, før han endte med en fyreseddel.
Tilbage i begyndelsen af november sagde AC Horsens' direktør, Kristian Nielsen, at den nu forhenværende cheftræner Jonas Dal ville forblive klubbens træner, såfremt den rykkede ned.
Men tirsdag valgte klubben så alligevel at fyre Jonas Dal, der blot har besat stillingen siden slutningen af august. Begrundelse: Dårlige resultater, der meget vel kan føre til nedrykning.
Men den fyrede hovedperson vil ikke lægge Kristian Nielsen noget til last på trods af jobsikringen i november.
- Han sendte det jo ikke ud i en pressemeddelelse. Han blev spurgt i et interview.
- Havde han sagt, at jeg var fyringstruet, havde det jo også været forkert. Alle svar havde været forkerte i en sådan situation, siger Jonas Dal.
Kristian Nielsen har ikke selv villet stille op til interview med Ritzau.
Jonas Dal fortæller, at han snakkede med bestyrelsesformanden i klubben tirsdag aften, da han blev fyret over telefonen.
- Han forklarede mig, at det er sindssygt vigtigt for dem at blive i Superligaen, og så kan jeg jo godt se, at seks point i 11 kampe er for lidt, siger Jonas Dal.
Den fyrede træner er af den overbevisning, at han havde spillertruppens opbakning.
- Men man vil nok alligevel kunne finde en enkelt eller to, der måske ikke har været tilfredse med en træner, siger han.
Selv om han langt fra har fuldført den treårige kontrakt, som han indgik i august, så afskrækker oplevelsen ham ikke fra at tage endnu en udfordring op.
- Jeg vil meget gerne ud i et nyt trænerjob, hvad enten det er på samme hylde eller en lavere.
- Nogle gange kan man jo være nødt til at arbejde sig op igen, siger han.
Dal har fået en aftrædelsesordning, hvor han ikke er låst fra at tage andre job.
Han vil dog ikke komme nærmere ind på de økonomiske detaljer i aftalen.
Onsdag formiddag skal Jonas Dal ind til træningsanlægget, hvor han skal tage afsked med spillere såvel som øvrige ansatte i AC Horsens.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned