Jumbo-Visma-rytter får pacemaker og stopper karrieren
Nathan Van Hooydonck er nødsaget til at indstille karrieren. (Arkivfoto). Foto: Benoit Tessier/Reuters
Jumbo-Visma-rytteren Nathan Van Hooydonck har fået indopereret en pacemaker og indstiller sin karriere.
Jumbo-Visma-rytteren Nathan Van Hooydonck er færdig som cykelrytter.
Den 27-årige belgier har fået indopereret en pacemaker og indstiller sin karriere som cykelrytter.
Det oplyser Jumbo-Visma i en pressemeddelelse.
Det sker, efter at han for en uge siden fik et ildebefindende, mens han kørte bil og derefter kørte galt.
- Jeg har indset, at jeg var utroligt heldig. Det kunne være gået anderledes, hvis jeg ikke havde fået så hurtig hjælp. Jeg har det fint nu, men jeg skal stadig forholde mig til det faktum, at det er enden på min karriere, siger Van Hooydonck.
Han var i kunstig koma som konsekvens af bilulykken.
- Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for de mennesker, der hjalp mig, lægerne på hospitalet og alle de fans, der sendte mig beskeder. Jeg vil nu fokusere på at få det bedre og mit kommende faderskab, tilføjer Hooydonck.
Efterfølgende er han blevet undersøgt for at opklare, hvorfor han fik et ildebefindende.
Her har man fundet frem til en hjertefejl, der altså kræver en ICD, der også er kendt som en pacemaker.
Holdkammeraten Wout van Aert begræder karrierestoppet.
- Det er en meget sørgelig nyhed. Men det sørgelige kommer i anden række. Jeg er glad for, at Nathan stadig er i live. Det sluttede næsten i sidste uge, og vi er taknemmelige for, at han kæmpede sig igennem.
- Det er et stort slag for ham, at han er nødt til at stoppe med det, han er passioneret omkring. Jeg mister min bedste holdkammerat, og det er virkelig svært for mig. Han har allerede været meget uheldig, det er unfair, siger belgieren til Sporza.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie